Vores historie

Året er 1937, og en lille dreng går alene rundt i gaderne med en håndskreven note om sin hals:

”Dette er José. Jeg er hans far. Når Santander falder, vil jeg blive skudt. Hvem der end finder min søn, vær sød at tage jer af ham.”

Den britiske journalist John Langdon-Davies befinder sig lige netop her for at rapportere hjem om de konsekvenser, som Den Spanske Borgerkrig fører med sig. José er ikke det første forældreløse barn, han ser, og han har allerede sørget for mad og et sted at sove til flere af krigens børn. Men sedlen om Josés hals får ham til at tænke, at de har brug for mere end det. Han vil give dem håb, en fornemmelse af, at der er nogen i verden, der tænker på dem og bekymrer sig om dem.

Så John Langdon-Davies iværksætter en ordning, hvor britere kan sende én shilling om dagen og give forældreløse børn som José mad, husly og uddannelse. Derudover giver han dem muligheden for at skrive breve og sende billeder frem og tilbage til hinanden. I samarbejde med nødhjælpsarbejderen Eric Muggeridge bygger han langsomt sponsorordningen op under navnet Foster Parents Plan for Children in Spain – det, vi i dag kender som Plan International.

300 børn fik mad og husly det første år efter, at Plan blev etableret. Da 2. verdenskrig brød ud, blev organisationen kendt som Foster Parents Plan for War Children, og nu var formålet at hjælpe børn på flugt over hele Europa.

Da krigen endelig sluttede, begyndte Europa sin langsomme genopbygning, og Plan skiftede fokus. Nu var formålet at sikre børn og unges rettigheder i de mindst udviklede lande.

I dag har mere end 50 millioner børn over hele verden gavn af vores arbejde.