Institutionelle donorer
PlanBørnefondens arbejde støttes af institutionelle donorer som Udenrigsministeriet og EU.


Strategisk partnerskabsaftale med Danida skal styrke unges muligheder for at skabe forandringer
I 2021 har vi indgået en ny strategisk partnerskabsaftale med Danida, der løber frem til 2025. Aftalen tilfører 43 millioner kroner årligt til PlanBørnefondens langsigtede udviklingsarbejde og humanitære indsatser i Vest- og Østafrika.
Fokus i aftalen er at fremme af børn og unges rettigheder samt udvikling af færdigheder, der kan gøre unge jobparate. Samtidig er der et øget fokus på humanitære kriser med særligt pigers rettigheder og udvikling, når krisen rammer.
Den nye aftale har et øget fokus på klimaforandringer og humanitære kriser, forklarer vicedirektør i PlanBørnefonden, Anne Smith Petersen:
”Vi kommer i højere grad til at støtte unge i at tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede rammer dem. Det handler blandt andet om at uddanne unge – særligt unge kvinder – i grønne teknologier, som der er stor efterspørgsel efter på arbejdsmarkedet i flere afrikanske lande. Samtidig ser vi også flere konflikter og humanitære kriser, hvor vi kan bidrage til sikkerhed og uddannelse til børn og unge på flugt,” siger Anne Smith Petersen.
