Burkina Faso
Burkina Faso ligger i Vestafrika og er blandt verdens fattigste lande. Omkring 40 % af befolkningen lever under den internationale fattigdomsgrænse (under 2,15 USD om dagen).
Landets officielle sprog er fransk, men der tales omkring 69 forskellige lokale sprog på tværs af landet. Befolkningen er meget ung – hele 64 % er under 24 år. De fleste familier lever af landbrug og husdyrhold og er i høj grad afhængige af naturens ressourcer og klimaets stabilitet.
Et barn i Burkina Faso har langt mindre chance for at blive fem år gammel end et barn i Danmark. Børnedødeligheden er ekstrem høj på grund af dårlig adgang til mad og sygdomme, der kan forhindres. Der er desuden stor risiko for, at børn og unge kommer til at lide af forskellige sundhedsmæssige problemer som følge af dårlig adgang til uddannelse. Som resultat er der mange unge, der bliver gravide, mange piger, der dropper ud af skolen og unge mødre, der dør i barselssengen. Støt børn i Burkina Faso.





Burkina Faso
Hovedstad: Ouagadougou
Indbyggere: 22,7 millioner
Sprog: Mooré, Bissa, Dyula og Fulani
Burkina Faso har længe været præget af uroligheder. Væbnede konflikter og klimaforandringer har sendt mere end en million mennesker på flugt de seneste år. Urolighederne er med til at forstærke ulighed mellem kønnene og forværre situationen for børn, unge og deres familier.
Når du støtter børn og unge i Burkina Faso, er du med til at bekæmpe den høje børnedødelighed. Du bidrager til kampen mod børneægteskaber og er med til at give flere børn adgang til skole og få flere unge i arbejde. Du beskytter børn mod vold og overgreb og er med til at styrke levevilkårene hos børn, unge og deres familier, så de kan skabe en bedre fremtid for sig selv og andre.
Med din støtte kan vi arbejde for, at børns rettigheder bliver respekteret, og at piger og drenge har lige muligheder. Vores dybe kendskab til sponsorbørnenes lokalområder gør, at vi kan tiltrække yderligere donationer fra partnere og bidragydere som Danida, Poul Due Jensens Fond, Søstrene Grene og Nærum Gymnasium for på den måde at forstærke indsatsen for sponsorbørnene og udsatte børn og unge.
Inden for det seneste år har 26.791 forældre og lærere fået undervisning i nærende kost og sundhed. Viden, som har afgørende betydning for børnenes udvikling og mulighed for at lære.








