31. marts 2021

|

Oliver Emil Andersen

15 år og sponsor: “Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at piger på min alder får børn”

Da de tre veninder Liv, Lykke og Emily fra Silkeborg fandt ud af, hvor stor forskellen er på at være pige i Danmark sammenlignet med at være pige i et af verdens fattigste lande valgte de at blive delesponsorer for 5-årige Aissata i Mali.

”Hver time bliver flere end 200 piger under 15 år gravide,” lyder det fra skuespiller Lars Ranthe i en reklame fra PlanBørnefonden på TV2. Det gør et stort indtryk på 15-årige Emily, og dagen efter snakker hun med sine to veninder, Liv og Lykke. De har også set klippet – og de beslutter sig for at blive sponsorer for en pige.

”Jeg kan slet ikke forestille mig at blive gift nu,” fortæller Emily; ”Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at piger på min alder får børn.”

”Herhjemme går man i skole, når man er 15 år, men den mulighed har de ikke. I stedet skal de ud at arbejde og forsørge deres familie. Vores ungdom er jo lige startet, så det ligger så fjernt for os at blive gift og få børn,” siger Liv.

Veninderne Emily, Liv og Lykke går i ottende klasse på Sejs Skole, og de er fornyligt blevet sponsorer for 5-årige Aissata fra Mali. Da de skulle tilmelde sig som sponsorer, faldt valget naturligt på en pige. De ved godt, at piger fra lande som Mali er meget mere udsatte end drenge, da de tvinges til at droppe ud af skolen og passe deres søskende eller risikerer at blive gravide i en tidlig alder.

Liv, Lykke og Emilys sponsorbarn, Aissata er 5 år fra Mali.

”Nogle gange bliver piger og kvinder voldtaget, uden det får konsekvenser. De har slet ikke de samme muligheder, som drenge og mænd har. Nogle piger kan ikke en gang bestemme, om de vil giftes, og hvem de vil giftes med. Det må de bare finde sig i,” fortæller Emily.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet