06. december 2019
|Marianne Kaae
74-årige Kirsten rejste til Benin med en mission
Kirsten Petersen fik en nærmest kongelig modtagelse, da hun besøgte sit sponsorbarn Hermine i Benin. Men med sig på rejsen havde hun et alvorligt budskab.
Første gang, at 74-årige Kirsten Petersen fra Kolding så sit 12-årige sponsorbarn Hermine, var da hun trådte ind i skolegården på en skole i det afrikanske land Benin.
Hermine stod ved siden af sin store familie, så de dannede en lang række i skolegården. Med sig til skolen havde Kirsten en fotograf og en tolk fra Plans kontor i Cotonou, Benins hovedstad. Det var for Kirstens skyld, at skolegården denne dag var fyldt op med nysgerrige og energiske børn i alle aldre.
Da Kirsten nærmede sig Hermine, lagde hun mærke til en spand med vand, som Hermine løftede og tømte foran fødderne på Kirsten.
”Oversætteren forklarede mig, at det var deres gestus for at velsigne jorden, jeg træder på. Det i sig selv var en oplevelse,” fortæller Kirsten.
Midt i skolegården var Benins nationale flag, som de hejsede, mens de sang deres nationalsang.
”Alt sammen til ære for mig. Det gjorde stort indtryk på mig at stå midt i skolegården med sponsorfamilien omkring mig og se alle børn stå og synge og vinke til mig. Det var virkelig rørende: Man føler sig jo helt kongelig! Det altså en helt speciel oplevelse,” siger Kirsten.
Rejsen til Benin var Kirsten Petersens første solorejse nogensinde. Det var også første gang, at hun besøgte et sponsorbarn, selvom den månedlige betaling til et sponsorbarn har været en fast udgift i snart 30 år.
Baggrunden for, at hun tilbage i 1990 valgte at få et sponsorbarn, er en trist historie.
”Min mand og jeg var så uheldige, at vi mistede vores datter på otte et halvt år i en ulykke. Hun blev kørt ned på cykel, og… jeg havde ikke modet til at blive gravid igen på det tidspunkt. Jeg læste om Børnefondens arbejde, og så blev min mand og jeg enige om, at vi ville hjælpe et barn til at komme godt i gang med livet. Det har jeg så gjort siden,” siger Kirsten.
Hendes mand har mest kigget med fra sidelinjen, når der nogle gange om året er kommet breve ind fra de forskellige sponsorbørn, som de har haft gennem tiden. De to første var piger fra Kap Verde, mens de to seneste piger begge har været fra Benin.
”Det giver en vis fred og ro i sjælen, at man kan hjælpe ude i verden, hvor der er et kæmpe behov. Og man må jo undre sig over, hvis man sætter sig ned og tænker: 240 danske kroner… hvad de ikke udretter i Afrika. Det er jo helt fantastisk. Og hvor ofte smider man ikke 200 kr. ud af sin pung?”
Et alvorligt budskab
Efter modtagelsen i skolegården fik Kirsten mulighed for at hilse ordentligt på Hermine og hendes familie.
”Så var det ellers knus og kram og småtårer hist og pist op igennem hele rækken med hendes familie. Der er alligevel seks børn i den familie: Hun har fire brødre og så en søster. Og forældrene var der også. Hermine slap ikke min hånd, fra da jeg kom på skolen til jeg skulle derfra igen.”
Dernæst havde skolelederen planlagt, at Kirsten skulle besøge de enkelte klassetrin ét ad gangen. Hun hilste på hundredvis af børn den dag.
”Der var mange små håndtryk at give. De havde arrangeret sang fra børnenes side med klappen i hænderne og lidt dans og at de hver især sagde nogle ting til mig. Det var meget rørende. De sang ’Mester Jakob, Mester Jakob, sover du…’ på deres sprog, det var så sødt.”
Efter flere timer på skolen tog Kirsten med Hermine og familien til et mere roligt sted, hvor de kunne sidde over for hinanden og tale sammen.
”Det var virkelig hyggeligt. Moderen havde taget flaskevand med til mig, og der var masser af frugt og nødder, og så sad vi og udvekslede spørgsmål hinanden imellem. De spurgte om, hvordan Danmark var, og hvad jeg havde af familie. Og så spurgte de mig om, hvordan jeg syntes, det var at have et sponsorbarn så langt væk, og at de var meget taknemmelige for den hjælp, jeg nu gav,” forklarer Kirsten, der inden afrejse havde besluttet sig for, at hun ville ud med et vigtigt budskab til familien.
