Fra spisebordet i 94-årige Annie Clausens lejlighed i Skodsborg er der udsigt til Øresund, og i horisonten kan man ane Sverige. Men for Annie kan udsigten på mange dage være utydelig: Synet og hørelsen er ikke, hvad den har været, men hendes interesse for verden er intakt.
”Jeg kan ikke meget i dag. Ryggen tillader det ikke. Men ved at skrive breve til Nadia i Bolivia, har jeg stadig et udsyn mod verden,” siger hun.
På bordet foran hende ligger nogle af de ting, som Kirsten har købt med hjem fra Spanien: små pakker LEGO, en lille hårbørste og et lyserødt aktivitetshæfte. Tingene er sirligt pakket i hver deres plastikpose med et klistermærke udenpå, så det er tydeligt, hvem modtagerne er. Man kan se, at de har prøvet det før.
”Vi får altid svar tilbage, hvor pigerne takker for tingene. De er ikke så gamle, men de kan faktisk selv skrive deres breve. Det er jeg ret imponeret over,” fortæller Kirsten.
Både hun og Annie har i løbet af de sidste 20 år kunnet fornemme, at sponsorbørnenes levestandard er blevet forbedret.
”Der er en betydelig forskel på, når man ser på billederne dernede fra i dag og for 20 år siden. De har pænt tøj på, og boligforholdene er bedre. Det er dejligt, for så kan man se, at pengene gør nytte,” siger Annie, mens hun og Kirsten kigger på billederne af Lorena og Nadia.
”Jeg synes, man til enhver tid kan holde på, at det er penge givet godt ud. Det hjælper virkelig i de områder,” supplerer Kirsten.
