23. februar 2023

|

Andreas Malmos og Cathrine Nørgaard

Anna fandt et fællesskab ved at hjælpe børn på flugt

Anna fra Moldova var rådvild, da over 700.000 ukrainske flygtninge strømmede til landet. Hun fandt en måde at hjælpe på gennem ungdomsorganisationen Moldova for Peace, som gav hende et fælleskab for livet.

Moldova for Peace blev startet af unge aktivister og civilsamfundet, da krisen eskalerede i Ukraine. De smed alt, hvad de havde i hænderne for at hjælpe de mange i flygtninge.

Et år efter er de over 30 frivillige og kontorfolk, og de har hjulpet flere end 3000 familier. Arbejdet har fra starten været støttet af PlanBørnefonden.

En af medarbejderne er 34-årige Anna. Sammen med de frivillige sikrer hun, at flygtninge kan hente mad, tæpper, bleer og meget andet i det lokale Moldova for Peace-varehus. Hovedkontoret i hovestaden Chisinau bliver flere gange om ugen omdannet til børnehave, hvor ukrainske børn får ekstraundervisning, leger, spiller skak og klippe-klistrer.

”Inden krigen brød ud, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle bruge mit liv på,” fortæller Anna.

”Men da jeg oplevede de frivilliges entusiasme og iver, var jeg helt solgt. Jeg var lamslået over det arbejde, de udførte. Jeg fandt ud af, at jeg også kunne hjælpe flygtninge,” siger hun.

Det seneste år har vi gennem Moldova for Peace og mange andre partnere ydet nødhjælp til over 44.000 mennesker i form af mad, tæpper, kontanter, psykologisk krisehjælp, skolegang og aktiviteter for børn.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet