Børneægteskaber er et fattigdomsproblem

Over de sidste par år har lande som Den Dominikanske Republik, Mozambique og Sydsudan forbudt børneægteskaber ved lov.

Det er en stor sejr for pigers ret til at bestemme over egen krop og et resultat af mange års arbejde. Civilsamfundsaktører som Plan International og PlanBørnefonden har gennem flere år arbejdet målrettet med lokale græsrodsorganisationer og myndigheder om at indføre disse forbud.

Desværre betyder forbud alene ikke, at børneægteskaberne hører op. I mange fattige lande er de offentlige systemer og myndigheder så svage, at håndhævelse af et forbud ikke sker i praksis.

Sagerne kommer sjældent til politiet, og hvis de gør, har politiet og retssystemet sjældent ressourcer til at efterforske og retsforfølge.

Et forbud er også ineffektivt, så længe vi ikke gør noget ved de bagvedliggende årsager til børneægteskaber. Det er afgørende at tage hånd om, hvis vi skal i mål med verdensmål nummer fem om ligestilling mellem kønnene.

Fattigdom er en af de største årsager til, at familier ender med at gifte deres døtre bort.

Al forskning viser, at der er en tæt kobling mellem økonomisk indtægt og forekomsten af børneægteskaber i verdens fattigste lande. Faktisk er udbredelsen af børneægteskaber 76 procent hyppigere blandt den fattigste femtedel af verdens befolkning.

Når familier har begrænsede indtægter og mangel på mad, bliver de pressede til at gifte deres døtre væk og på den måde have færre munde at mætte. Samtidig kan der også være kortsigtede incitamenter til at få en medgift.

Derfor taler vi i PlanBørnefonden heller ikke om barnebrude, men om børneægteskaber. For det handler ikke om den enkelte brud, men derimod om strukturelle problemer med fattigdom og ulighed, som presser familier til at træffe desperate valg.