Gennem projekter som Kick It kæmper vi for, at flere piger som Hawa får adgang til bind. Derudover har vi fokus på at sikre bedre hygiejneforhold på skoler, så piger overalt kan gå i skole uden problemer, når de har menstruation.
Men intet af dette er nok, hvis menstruation stadig er et tabu. Derfor arbejder vi også med unge som Cephas for at gøre op med de tabuer, der eksisterer omkring menstruation. Vi har oprettet klubber, hvor vi inviterer lokale unge drenge og piger til at få viden om menstruation.
Da Cephas og hans klassekammerater først hørte om klubben, nægtede de at deltage. Men Cephas opdagede, at en enkelt dreng alligevel havde sneget sig med til et møde, og det fik ham til at gøre det samme.
Det er to år siden nu. I de år er det langsomt gået op for Cephas, at han intet vidste om menstruation, før han blev en del af klubben. Det meste af det, han havde fået fortalt hele sin opvækst, var baseret på overtro og myter. Nu udfordrer han de gængse forestillinger om menstruation ved at uddele hygiejnebind til piger i skolen, og sammen med os har han lavet en lokal sundhedskampagne, der skal gøre op med uvidenhed og det ødelæggende syn, som de fleste i hans samfund stadig har om menstruation.
”Det er min drøm, at drenge og mænd begynder at se menstruation som naturligt. Efter at have lært så meget, har jeg det dårligt over, hvordan jeg har behandlet mine søstre,” siger Cephas og fortæller, at hans største bedrift indtil videre er, at han har overbevist sin far om, at der intet forkert er i at have menstruation.
”Nu kan mine søstre sove i huset, selvom de har menstruation. Min far har erkendt, at der ikke sker familien noget ondt, selvom de er tæt på familien, når de har menstruation,” siger Cephas.
Når du støtter med 18 kroner, kan vi give en pige i Kenya, Togo eller Benin et bind og samtidig oplyse om menstruation, sex og prævention. Alt dette er vigtigt, hvis pigerne skal blive i skolen og få en fremtid, de selv bestemmer over.