Daniell er flygtning og fik en ny chance i Danmark: ”Jeg vil gerne give et barn det, jeg har fået”

Den tidligere kriminelle Daniell fra Iran beskriver selv sit liv som vanskeligt, men han føler sig heldig, fordi han som barn fik en ny start i Danmark. Den 24-årige mand håber, at han som sponsor på samme måde kan give et barn muligheder for et bedre liv.

Hans første minder eksisterer i ham som fragmentariske billeder: En lille dreng og hans forældre i en lastbil fyldt med frugt og grønt. Mennesker og atter mennesker i en stor asyllejr. Et børnehjem i et fremmed land. Overgangen fra ét liv i Iran hen imod et andet i Danmark.

”Vi kom til landet i en lastbil proppet med asylansøgere. Danmark gav mig en chance for et godt liv, for at få en gratis skolegang, en ordentlig uddannelse og gode muligheder for at blive til noget. Det synes jeg, der er mange mennesker, der tager for givet her i landet,” fortæller 24-årige Daniell Soororian, der bor i Aarhus.

Lysten til at hjælpe har været der længe, men COVID-19 har givet ham det endelige skub til nu at blive sponsor. Da coronaen spredte sig over hele verden, kunne Daniell ikke lade være med at blive bekymret. Han så, at den rige del af verden led, og han tænkte straks på, hvordan dem, der har meget mindre end os, mon ville blive ramt.

”Det at hjælpe med at forsørge en familie i Afrika er en drøm. Det har det været, siden jeg var helt lille. Jeg vil bare gerne give et barn det, jeg har fået, og ikke tage det for givet. Vi ville ikke have forladt Iran, hvis ikke vi havde fået lov til at komme til Danmark og få den mulighed og chance for at få etableret et liv her,” siger Daniell og tilføjer:

”Derfor synes jeg heller ikke det er fair bare at sidde på sin flade røv og være egoistisk. Hele min livshistorie har været vanskelig, men ikke vanskelig nok til, at jeg ikke har kunnet rejse mig op og se bort fra det og give min erfaring videre til andre.”

Fra kriminel til rollemodel

I Danmark fortsatte Daniells tumultariske start på livet. Her har han både boet på børnehjem og været hos en plejefamilie. For seks år siden var han i fængsel for at sælge hash.

”Det hjælper at komme ind og sidde, hvis man gider tage imod hjælpen. Det valgte jeg at gøre,” siger Daniell.

Han tager snart hul på en række foredrag, hvor han tager ud på skoler og forklarer andre unge drenge og piger, hvilke konsekvenser der er ved at tage stoffer. Og så er han også meget passioneret omkring sin nye titel som sponsor: han håber på, at han kan inspirere andre til også at hjælpe på denne måde.

”Måske sætter jeg noget i gang i andres hoveder, ligesom det gjorde ved mig, da jeg så reklamer om at blive sponsor. Det sætter tanker i gang, og jeg begyndte at læse om det. Man tror nærmest ikke på, at børn kan have det på den måde, man ser i reklamerne, før man sætter sig ind i det,” siger Daniell.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet