Men i Etiopien hærger landets værste tørke i nyere tid, som betyder at mennesker og dyr er i livsfare. To sæsoner med sen og uregelmæssig regn har resulteret i en humanitær krise. Manglen på vand i landet påvirker mere end 10 millioner mennesker, som har brug for akut hjælp. Udtørrede brønde, ødelagte afgrøder og husdyr, der dør, presser hundrede tusinder børn og deres familier til sultegrænsen.
Lige nu kæmper 811 millioner mennesker for at blive mætte, og 45 millioner mennesker er i risiko for at sulte ihjel. Nogle af de hårdest ramte områder er Afrikas Horn og Vestafrika. Etiopien, Kenya og Somalia oplever lige nu historisk tørke, og over hele verden kæmper lande med klimaforandringer og konsekvenserne af Ukraine-krisen samt stigende fødevarepriser.