Man skal ikke kigge længe rundt i parrets hjem for at finde tegn på familiens rejselyst. Ved bogreolen ligger rejsebøgerne i store bunker på gulvet, og ved vinduet står en kæmpe globus. Man glemmer hurtigt, at man befinder sig i København, når Mikkel Beha først går i gang med sine fortællinger fra sit liv på farten og den betydning, som de mange rejser har haft for parrets tre børn.
Derfor er Mikkel Beha heller ikke i tvivl om, at det perspektiv bliver givet videre til hans børnebørn. Familiens nye rolle som sponsorer skal hjælpe til med det.
”Når vi nu går ind og laver en sponsoraftale og gør det sammen som familie, så er det en måde at sende historien ned til de kommende generationer på. Historien om, at man skal passe på hinanden, og at man skal hjælpe der, hvor man kan. Jeg tænker, at det at være sponsor er noget, vi gør for livet. Som en ting, der bare er en selvfølge, ligesom at man betaler sin forsikring og vægtafgift på bilen. Det at være sponsor skal også være en ting, der ikke er til diskussion,” understreger Mikkel Beha.
Beslutningen om, hvorvidt familien skulle blive ambassadører og sponsorer hos PlanBørnefonden, var ikke svær at træffe. Men det var alligevel noget, som Mikkel Beha og Marian Midé måtte ringe til deres sønner for at tale om.
”Vi holder meget sammen, også når der ikke er nogen, der går og filmer. Vi ringede og spurgte drengene, om de syntes, det var en god idé at blive ambassadører for PlanBørnefonden. Så vendte vi det og kom frem til, at det kan vi godt. Hvis vores families stemme kan bruges til at ændre livet for små mennesker rundt om i verden … så er det det, vi gerne vil.”