05. maj 2022

|

Marianne Kaae

Flere jobs, mere tryghed og fokus på vold: Afrikas unge skaber forandring med støtte fra Udenrigsministeriet

Hundredetusindevis af unge i otte afrikanske lande har de sidste fire år haft gavn af samarbejdet mellem Udenrigsministeriet og PlanBørnefonden.

Bedre kommunikation med myndighederne, større tryghed i byerne og færre teenagegraviditeter.

Det er nogle af de forandringer, som er sket takket være den strategiske partnerskabsaftale mellem PlanBørnefonden og Udenrigsministeriet (Danida), der blev indgået i 2018.

Resultaterne fra projekterne i de otte afrikanske lande Kenya, Uganda, Zimbabwe, Etiopien, Burkina Faso, Mali, Togo og Benin, er opløftende.

På fire år har unge opbygget stærke relationer med lokale myndigheder, der er blevet bedre til at lytte til de unge, så flere unge anmelder vold. De unge er blevet undervist i deres rettigheder og lært at formidle dem videre til andre unge, så flere nu ved, at de har ret til at bestemme over deres egen krop og fremtid. Unge kvinder og mænd har fået bedre adgang til efteruddannelse, herunder fået mulighed for at lære nye færdigheder og starte egen virksomhed. Derudover er det blevet nemmere for de unge at gå til lægen, ligesom det er blevet nemmere for dem at få fat adgang til prævention og hygiejnebind.

Herunder kan du dykke mere ned i nogle af resultaterne fra de otte lande.

Her holder Armelle fra Benin oplæg om unges rettigheder.

Et af de vigtigste værktøjer i vores arbejde er ungegrupperne. Vores lokale kolleger underviser en række unge i deres rettigheder, og de unge giver den viden videre til deres jævnaldrende.

Bedre rådgivning om sex til unge i Vestafrika

En stor udfordring for mange unge er, at det er dyrt at gå til lægen eller tale med sundhedspersonale, når de bliver syge eller begynder at dyrke sex. Mange piger tror også, de skal spørge deres kæreste eller mand om lov, før de går til lægen. Men der er sket positive forandringer for unge i Benin, Togo, Mali og Burkina Faso de sidste fire år:

I 2021 havde hele 321.542 unge i de områder, vi arbejder i, fået bedre adgang til sundhedsklinikker og information om deres kroppe. Det er en fordobling siden vi begyndte vores arbejde i 2018.

Indsatsen betyder også, at de unge nu kan få udleveret prævention og menstruationsbind, de kan få rådgivning om abort, partnervold og kønssygdomme. De piger, der er gravide, har desuden fået et sikkert sted at føde, hvilket har kæmpe betydning for deres og barnets helbred.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet