12. maj 2021
|Kirsten Brogaard
Forstå krisen i Vestafrika på to minutter

Mali, Burkina Faso og Niger – også kendt som det centrale Sahel i Vestafrika – står midt i verdens hurtigst voksende flygtningekrise. Flere end 2,7 millioner mennesker er flygtet fra deres hjem og over 13 millioner har brug for akut nødhjælp. Voldelige kampe, fattigdom og klimaforandringer går hårdt ud over børnene og deres familier. Få overblik over situationen i det centrale Sahel her:
Hvornår startede krisen i Sahel?
I 2011 måtte tusinder af mennesker flygte fra deres hjem i det nordlige Mali efter kampe mellem militante grupper. Fattigdom og arbejdsløshed lagde i forvejen pres på lokalbefolkningen i det nordlige Mali, men de voldelige konflikter har gjort det endnu sværere for dem at overleve. I dag er der et væld af militante grupper i Mali, der bekriger hinanden, og staten er flere steder sat uden for indflydelse. Volden har nu spredt sig til det centrale Mali og nabolande som Burkina Faso og Niger.










