Lige om lidt, den 11. oktober, er det FN’s Internationale Pigedag, og som altid er det en dag, som vi hos PlanBørnefonden kommer til at markere. Piger nægtes skolegang, bliver giftet bort, udsættes for overgreb og bliver mødre, mens de stadig er børn, og det er derfor, at vi har et særligt fokus på piger – hver dag.
Og selvom det er nærliggende at tænke, at det sker på bekostning af drengene – så er det faktisk lige omvendt. En verden, hvor piger har samme muligheder som drenge, er også en bedre verden for drengene.
Hvorfor? Fordi piger og kvinder, der har mulighed for at bestemme over egen krop og kan gå i skole, har et bedre helbred, de tjener flere penge og har mulighed for at give deres børn en sund barndom. For piger såvel som drenge betyder det, at de går en lysere fremtid i møde.