13. marts 2021
|Marianne Kaae
I dag bliver sponsoren Lisbeth 100 år: ”Det er en glæde at kunne give andre”
Lisbeth Fosbæk elsker brevhilsner, samtaler om gamle dage – og at glæde andre. Hun har været sponsor i tre årtier, og i dag den 13. marts fylder hun 100 år. Her er portrættet af en kvinde, der ved, hvad det vil sige at leve gennem hårde tider.
Overalt i lejligheden står nipsting, som Lisbeth Fosbæk selv har købt gennem årene, og på væggene i hele lejligheden hænger malerier, broderier og billeder. Nogle er arvestykker eller gaver, men de fleste har hun selv købt. Der er en historie til næsten dem alle. Da hun endnu arbejdede, elskede Lisbeth at benytte sig af sin flekstid, gå tidligt fra kontoret for at se på butikker. Ofte kom hun ud med smukke pynteting eller tøj til sig selv. Men med årene har glæden ved at give til andre oversteget glæden ved at give til sig selv.
Lisbeth Fosbæk mangler ikke noget, og da slet ikke i dag, hvor hun fylder 100 år. Chokolade foretrækker hun at give til andre, og en buket blomster kan hun alligevel ikke selv passe. Hun er nødt til at bruge mindst én hånd som støtte, når hun bevæger sig rundt med sin rollator i lejligheden, der ligger i København. Ellers falder hun. I 65 år har hun boet her, på fjerde sal i en bygning uden elevator.
”Bare fordi man er gammel tror folk, at man ingenting kan. Men man behøver ikke blive åndssvag, når man er 100 år,” slår hun fast i en talestrøm, der fører hende både frem og tilbage i tiden.
Lisbeth betaler selv regninger og retter selv i sin forskudsopgørelse.
Hun er trods sine 100 år klar i hovedet og har en god hukommelse.
Det er mere reglen end undtagelsen, at hendes hjemmehjælpere lige får en chokoladebar som tak for at tørre støv af. Eller at hendes børnebørn får fyldte chokolader som tak for at vaske hendes tøj. Selv PlanBørnefondens medarbejdere har fået Lisbeths gavmildhed at føle. Hun plejede at give chokolade til dem, der oversatte brevene til hendes sponsorbørn for flere år siden. Hun var ikke sjældent i kontakt med PlanBørnefondens medarbejdere, og hun ringer stadig ind engang imellem, hvis hun har spørgsmål til sine sponsorbørn.
Lisbeths gavmildhed strækker sig langt. I dag er hun sponsor for tre børn, to i Togo og en Mali. Hun ved, at den ene snart ryger ud af sponsorprogrammet, fordi han bliver voksen.
”Men så får jeg jo en anden,” siger hun selvfølgeligt. For der kan ikke være nogen tvivl om, at hun skal blive ved med at støtte dem, der har brug for det. Især fordi hun selv har alt det, hun skal bruge.
”Jeg startede som sponsor i Brasilien. For min søns dreng, mit barnebarn, har en mor fra Brasilien. Der støttede jeg mange børn engang, primært drenge. Dem sendte jeg ofte breve til, og jeg fik de sødeste breve tilbage,” fortæller Lisbeth, der blev sponsor for 30 år siden. Hun har også haft sponsorbørn i Guatemala, før hun fik dem i Afrika.
