Innovative partnerskaber skal bane vejen for klimafinansiering

Vi bør kigge mod strategiske partnerskaber med fonde og den private sektor, når vi skal finde mere effektive måder at finansiere bæredygtig udvikling på. Den klimaramte og underfinansierede vandsektor er et oplagt sted at starte.

Kommentar bragt i Altinget.dk den 24. april 2023

Med geopolitisk uro, økonomiske krise og klimaforandringer er antallet af mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen stigende for første gang i årtier. Og i en verden præget af multikriser med voksende behov for støtte til demokrati, klimatilpasning og uddannelse kan vi ikke længere alene kigge på udviklingsbistanden som løsningen.

Det er der som sådan intet nyt i – det stod allerede centralt i FN’s Verdensmål fra 2016, at partnerskaber på tværs af sektorer er nøglen til at skabe bæredygtig udvikling i stor skala. Men behovet er kun blevet større over de sidste syv år.

Hvis vi skal skabe langsigtede, bæredygtige forandringer i stor skala, så er innovativ finansiering nødvendig.

Mere en hver fjerde menneske på jorden mangler adgang til rent vand, men kun en til tre procent af verdens klimafinansiering går til vandrelaterede indsatser i dag.

Offentlige midler som trækplaster

Offentlige midler skal tiltrække private investeringer. Her mener vi, at både strategiske partnerskaber med filantropiske fonde og privatsektor-investeringer er afgørende. Men for at få private virksomheder til at investere i lokalsamfund med begrænset købekraft – og sikre, at ”no one is left behind” – er det nødvendigt at kunne bruge offentlige midler til at tiltrække private investeringer og mitigere risici herved, for eksempel gennem blended finance.

Et godt sted at starte kunne være i vandsektoren – det stod klart på FN’s Vandkonference i marts i år. Lige nu mangler 2,2 milliarder mennesker adgang til rent vand, sanitet og hygiejne. Det er mere end hvert fjerde menneske på jorden, som risikerer at blive syge af det vand, de drikker, og som ikke har mulighed for at lave mad eller vaske med rent vand.

Samtidig lever vi i en tid, hvor klimaforandringerne gør adgangen til rent drikkevand endnu mere knap og uforudsigelig. FN estimerer, at 1,8 milliarder mennesker lever i områder, som er i risiko for at blive oversvømmet, mens 3,2 milliarder mennesker lever i områder med meget knappe vandressourcer. Det er alarmerende – og behovet for støtte til at sikre adgang til rent vand, sanitet og hygiejne, beskyttelse af vandsystemer og bedre styring af eksisterende vandressourcer er enormt.

Det ser vi særligt i Vestafrikas Sahel-region og på Afrikas Horn, hvor lande som Etiopien, Somalia, Kenya, Mali og Burkina Faso er ramt af den værste tørke i 40 år. En tørke, der har enorme konsekvenser for fødevaresikkerhed, sundhed og uddannelsesmuligheder. Her er innovative partnerskaber med de private fonde og privatsektor-investeringer afgørende.

Fra private investeringer til partnerskaber

Private aktører kan investere i etablering af vandsystemer samtidig med, at de kan levere teknologi og hardware, som er afgørende for at have den nødvendige infrastruktur til at kunne sikre adgang til rent vand og sanitet.

Men de private aktører kan ikke stå alene, de skal indgå i stærke partnerskaber med regeringer, lokale myndigheder og civilsamfund, som kan sikre lokalisering og bæredygtighed af løsningerne – også for at sikre, at vandløsningerne når ud til ”the last mile”, hvor der ellers ikke er nogen offentlige myndigheder eller private, som vil investere.

Partnerskaber med civilsamfund og lokale partnere er også afgørende for, at der tages afsæt i lokale behov og for den langsigtede bæredygtighed af indsatserne.

På FN’s Vandkonference i år, blev det nævnt flere gange, at kun en til tre procent af verdens klimafinansiering går til vandrelaterede indsatser, så her vil det være oplagt at teste nye modaliteter og arbejde strategisk med at tiltrække større private investeringer.

Man kan for eksempel bruge offentlige midler strategisk som donationer eller som en ”first-loss”-ordning til at mobilisere investeringer i udviklingsprojekter, som der for eksempel eksperimenteres med indenfor EU’s humanitære bistand. Den vej er vi nødt til at gå, når vi skal løse verdens kriser og fortsat skabe bæredygtig udvikling.