16. juni 2022
|Marianne Kaae
Interview: Hver en krone tæller i kampen mod sult

Lige nu kæmper 811 millioner mennesker over hele verden med at blive mætte i den værste sultkatastrofe i årtier. Men hvad har forårsaget krisen, og hvad gør PlanBørnefonden for at hjælpe dem, der sulter? Få svarene her.
Interview med Iben Rasmine Østergaard Marcussen, Senior Programme Manager hos PlanBørnefonden. Iben arbejder med sundhed og ernæring, primært for børn og kvinder.
Hvad er det for en sultkrise, vi ser lige nu over hele verden?
”Vi er i en global sultkatastrofe lige nu. 120 lande er berørt eller kan blive berørt. Der er 811 millioner mennesker i verden, som går sultne i seng. Det er hver niende menneske i verden, der lige nu ikke har nok at spise. Vi ser en perfekt kombination af konflikter, COVID-19, klimakriser og kostpriser på fødevarer, som bare stiger. Det gør, at det er svært for folk at få mad nok.
De behov, der er lige nu, er så kæmpestore, at der slet ikke er midler eller ressourcer nok til rådighed til at hjælpe. Vi er i en situation, hvor vi tager fra dem, der er sultne, til dem, der er sultende, dvs. dem, der nærmest er ved at dø af sult. Og det er jo bare en helt umenneskelig situation.”













