24. august 2021
|Marianne Kaae
Kanja er sponsor med sine døtre: ”Vi snakker ikke om hende som et sponsorbarn, men som Fifonsi”




Ellen og Edith fandt deres kreative sider frem, da brevet til Fifonsi skulle skrives.
Brevskrivning har fået en ny betydning for Kanja og hendes døtre, Ellen og Edith, efter de blev sponsorer for Fifonsi i Benin.
De to pigers nysgerrighed efter at vide mere om Fifonsi vokser dag for dag.
Lilla, gule, grønne, blå og røde farver dækker den hvide konvolut side om side i regnbue-plamager. På den grønne farve står PlanBørnefondens adresse, og i det gule felt lidt længere nede kan man se, hvem den rigtige modtager er: Fifonsi i Benin. Svage, blå bogstaver ude i siden af brevet afslører, at kunstnerne bag er Kanja, Ellen og Edith.
Deres nyfundne kærlighed for brevskrivning opstod, da de for få måneder siden besluttede sig for at blive sponsorer og skrive et brev til deres sponsorbarn, Fifonsi. Da svaret kom nogle måneder senere, satte Kanja sig med sine døtre, niårige Ellen og femårige Edith, for sammen at læse og svare på brevet.
”I brevet fra Fifonsi svarede hun på vores spørgsmål og stillede Ellen og Edith nogle spørgsmål. Hvilket igen har givet anledning til, at de nu stiller spørgsmål til hende. Ellen og Edith er jo også glade for, at der er nogen, der spørger til dem. Vi sætter os tit ned og tegner, så selvfølgelig skulle vi også lave vores egen konvolut til Fifonsi og tegne på den. Edith havde virkelig mange tegninger: Hun hev så mange tegninger frem, at vi var nødt til at sortere i det,” fortæller 40-årige Kanja Mølle-Tallingbjerg.
Fifonsi gør pigerne nysgerrige
Selvom der er langt fra Kanja, Ellen og Ediths hjem på Østerbro i København til Fifonsis i Benin, har det ikke en kæmpe betydning for Ellen og Edith. Tværtimod er de ekstremt nysgerrige på den nye pige i deres liv, hvis alder ligger et sted lige midt imellem de to søstres.
”Det hjælper, at de har et billede af hende og kan se, hvordan hun ser ud. Alle de oplysninger, vi har fået om hende, har vi til at hænge på væggen i stuen. Det er meget konkret, og på en eller anden måde er det også meget vigtigt for dem, ligesom det er vigtigt for dem med deres fætre og kusiner,” siger Kanja.
Kontakten med Fifonsi giver anledning til mange spørgsmål. Er der aldrig koldt i Afrika? Skal Fifonsi gå langt for at komme i skole?
”Fifonsi kan godt lide at gå i skole, så Ellen ville gerne vide, hvad det er, hun godt kan lide ved at gå i skole. Edith går derimod op i, om Fifonsi får nok at spise, og hvad hun spiser, hvor hun bor, og hvor hun sover henne. Hun har brug for, at det er helt konkret: Hvor er hendes tøjskab, har hun legetøj, hvad med en bamse, har hun sådan en? Ellen er ældre og interesserer sig for nogle andre ting – det handler mere om, hvem hun leger med, danser hun, hvad laver hun, når ikke hun går i skole? En af dem spurgte også, hvad de tager på, når de har fest. Og det ved jeg jo ikke, men så spurgte jeg dem, hvad de godt kan lide at have på, når de har fest? Så nævner Edith hårbøjler og halskæder, og så bliver vi enige om, at det nok også er sådan noget, som Fifonsi godt kan lide.”













