15. november 2019

|

Marianne Kaae

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København

Det var en anden verden, der mødte Farzana og Sohagi, da de i oktober tog fra Dhakas slum til København. På programmet var bl.a. klimatopmødet C40, et møde med Kronprinsessen og en soppetur i Øresund. PlanBørnefonden mødtes med pigerne til en snak om Dhaka og danskerne og fik en fortælling om, hvordan en lang rejse kan skabe håb i slummen.

Blæsten tiltager i kraft, jo tættere på havet 19-årige Sohagi Akter og 14-årige Farzana Akter kommer. Øresund dukker op i horisonten, og især Sohagis interesse bliver vakt. Det er første gang, at den 19-årige pige ser havet, der i dag genspejler den skarpe formiddagssol. Det er på mange måder en stærk kontrast til pigernes hverdag i Bangladesh’ hovedstad Dhaka, hvor kloakvandet har det med at finde vej til slummens blikskure, når monsunregnen rammer. Dér har de færreste råd til at tage en tur ud for at se havet.

Pigerne stopper op få skridt fra stranden. Plan Bangladesh-medarbejderen Salma Sultana har fulgt med pigerne den lange vej til Danmark, og hun har efterhånden taget mange billeder af dem. Også i dag knipser hun løs med sin mobiltelefon, og det er tydeligt at se, at pigerne er vant til at stå foran kameraet. De synes at have en indøvet rutine: Først stiller de sig begge op og får taget et billede sammen. Så går den ene væk, mens den anden får taget et billede alene, og til sidst skifter de plads. De har for alvor sørget for, at de har masser at vise frem til venner og familie, når de om nogle dage skal hjem igen. Salma gør tegn til de to PlanBørnefonden-medarbejdere, der er taget med på Amager Strand denne formiddag: Der skal tages en selfie.

Farzana (tv.) og Sohagi (th.) får taget mange billeder, mens de er i Danmark.

Det er især begivenhederne i den forgange uge, der har gjort pigerne mere eller mindre vante til at posere foran kameraet. Sponsorbarnet Farzana har mødt Kronprinsessen i forbindelse med FN’s Internationale Pigedag. Tidligere sponsorbarn Sohagi har deltaget i klimatopmødet C40. Til begge arrangementer mødte pressen talstærkt op og tog billeder af pigerne, der er kommet den lange vej for at fortælle deres historier.

De er fra hver deres slumområde i Dhaka, og de har mødt hinanden i forbindelse med deres rejse til Danmark. Allerede nu ligner de slyngveninder, når de går side om side hen over strandsandet og hen til vandkanten.

De skutter sig under deres overtøj, når vinden sender små stød i deres retning. Temperaturen er en helt anden end den, de er vant til hjemme i Bangladesh, men de synes alligevel, at den kølige luft er rar. Varmen kan hurtigt blive for meget, fortæller de, og kulden kan man håndtere, så længe man tager nok tøj på. Der går ikke lang tid, før Sohagi smider skoene og mærker havet på sine tæer for første gang.

Pomfritter, kage og den lange vej til Danmark

Pigerne søger ly for efterårsblæsten på en nærliggende café. Farzana og Sohagi spiser generelt ikke særlig meget under deres besøg, for der er ikke meget mad, de kan lide. De synes, danskerne bruger for få krydderier. Allerhelst vil de bare gerne spise pomfritter. Det er ikke noget, de kan få i slummen.

Tjeneren kommer med pomfritter, tre forskellige slags kage og cola til Farzana og Sohagi. Det viser sig, at pigerne har smag for cheesecake.

For få dage siden, på FN’s Internationale Pigedag, sad Farzana på Amalienborg og fortalte H.K.H. Kronprinsessen om sit liv i Dhaka.

”Kronprinsessen spurgte mig, hvor store de værelser, vi bor i, er. Og jeg svarede, at der bor omkring fire-fem mennesker i et værelse, der er en fjerdedel så stort som det rum, vi sad i,” husker Farzana.

Senere den dag holdt Farzana tale foran en fuld gymnastiksal på Gasværksvejens Skole i København, hvor hun overrakte årets pigepris til Anja Leighton. Og Farzana synes da også, at det var det absolutte højdepunkt på turen til Danmark, selvom hun nu også holdt af at være i Tivoli.

Det er de færreste 14-årige piger fra Dhaka, der får en oplevelse lignende Farzanas, og det var da også svært for beboerne i hendes lokalsamfund at forstå helt præcist, hvad det var, hun skulle i Danmark. Ikke alle troede på, at hun rent faktisk skulle afsted, og det er også en af grundene til, at hun har taget så mange billeder af de ting, hun har oplevet.

”Mange forstod det ikke og talte dårligt om, at jeg skulle afsted. De er vant til, at når en pige forlader slummen, er det fordi, hun er blevet solgt til en mand. Så de troede, jeg skulle sælges til en mand her. Men jeg har sørget for at tage en masse billeder, så de kan se, jeg har det godt. Hvis mit besøg her kan få dem til at holde op med at misforstå og skabe bare én god forandring, hvor jeg bor, bliver jeg virkelig glad,” siger hun.

På den ”vej” i slummen, hvor Farzana bor, er der 15 piger i alderen 12-14 år. Farzana fortæller, at hun er den eneste af dem, der ikke er blevet gift endnu.

”Det gør mig meget trist, at det er sådan. Dem med indflydelse i mit område er meget konservative. De tror ikke, at piger kan noget som helst. De er vant til, at piger skal giftes tidligt, så de presser forældre til at gifte deres piger væk. Det betyder, at pigerne er nødt til at droppe ud af skolen, og så får de ikke chancen for at skabe deres egen fremtid. Mine forældre fik også besøg af folk, som sagde, det var bedst, hvis jeg blev gift. Men mine forældre stod heldigvis imod og lod mig fortsætte i skolen.”

Hun udfyldte en ansøgning og fik lov at komme med i gruppen. For nylig skulle gruppens 25 medlemmer stemme om, hvem der skulle være mentor i gruppen.

”Jeg fik 21 ud af 25 stemmer,” siger hun og smiler.

Plan har oplært de unge, så de er klar over, hvad deres forskellige roller i gruppen indebærer samt hvilke opgaver, der følger med. I øjeblikket arbejdet de meget med det, de kalder ”safe touch for children” – sikker berøring for børn.

”Det er meget nyt for jer, men i vores land er det meget almindeligt, at familiemedlemmer, typisk i den udvidede familie, udnytter børn seksuelt,” forklarer Salma.

Sohagi giver et eksempel:

”Der er en ældre mand i mit lokalsamfund, han er næsten 70 år gammel,” begynder Sohagi og fortæller videre, at han har en særdeles ”dårlig vane” i forhold til at røre børn de steder, der i deres ungdomsgruppe defineres som ”usikker berøring”.

”Han tager piger og drenge med ind i sin forretning og rører dem private steder. Jeg kender til en forældreløs pige, hun er fire-fem år gammel, og denne mand tager hende med til sin forretning, giver hende slik og rører hende overalt. På et tidspunkt blev hun meget syg, kunne ikke gå ordentligt og blev indlagt efter det, men ingen talte om det, for han er meget magtfuld,” siger Sohagi.

Salma uddyber:

”I vores land er det således: Hvis jeg er et offer og ingen magt har, og den kriminelle har magt, så kan han bilde folk ind, hvad han har lyst til.”

Ungdomsgruppen har forklaret de lokale børn, hvad de skal gøre, hvis nogen forsøger at røre dem upassende steder, og det betyder også, at børnene nu tager afstand til manden.

”Vi har fortalt børnene, at de skal hæve stemmen og sige fra, hvis nogen forsøger at røre dem der. Og den næste dag kom en lille pige og fortalte, at der var en mand, der havde rørt hende nogle af de steder. Så jeg blev glad for, at hun stolede på mig og kom tilbage for at fortælle mig om det. Jeg føler mig succesfuld når én pige i det mindste kan hæve sin stemme,” siger Sohagi med et smil, før hendes mine bliver mere alvorlig:

”Jeg er sur over, at vores skolebøger ikke forklarer os disse ting. For der er intet om livet og de ting, jeg kæmper med hver dag i de bøger, vi læser. Ikke noget om mænd som ham og mine private områder på kroppen. Men efter jeg er blevet involveret i Plan-projekter, er jeg blevet klogere på det, og jeg ved, jeg skal hæve min stemme. Jeg kender til pigers rettigheder. Vi har en hotline, 109, vi kan ringe til, og den kender vi kun til takket være Plan.”

Unge verden over har de samme problemer

Der er ikke mange dage til, at pigerne skal hjem til Dhaka igen. Farzana har lidt hjemve, mens Sohagi ikke har det samme behov for at komme hjem endnu. Til spørgsmålet om, hvad der har været det mest spændende ved Danmark, kan hun ikke kun vælge én ting. Det hele har været én stor oplevelse, synes hun.

Men den oprindelige årsag til hendes besøg får alligevel igangsat en talestrøm fra den ellers generte pige. Hun sætter sig op og er mere rank, når hun fortæller om klimaforandringer og de oplevelser, hun tager med sig hjem fra C40-klimatopmødet i København. Hendes øjne lyser op på en særlig måde, når hun taler om de projekter, hun har gang i derhjemme.

For eksempel har hendes ungdomsgruppe igangsat en lille forretning, hvor alle 25 medlemmer til en start lagde 10 taka (2,5 dkk) hver i en pulje for at købe ingredienser til en speciel kartoffel-karry-ret, som de laver og sælger i lokalområdet. Ved at sælge maden tjener de lidt penge, som de lægger i deres egen lille fond. Pengene derfra bruger de på forskellige måder i deres samfund, f.eks. på handsker og koste, som de bruger, når de rydder op og fjerner affald mellem husene. Og så syer mange af deres mødre indkøbsnet, som de sælger i håbet om at nedbringe brugen af plastik.

Men det er ikke altid nemt at få indført nye tiltag. For nylig fik Sohagi og hendes gruppe bevilget 100 beholdere af et byrådsmedlem. Kurvene skulle bruges til affaldssortering. Men så snart de blev leveret, skyndte folk sig at stjæle beholderne, så familier nu bruger dem til at opbevare mad i i stedet. Byrådsmedlemmet blev endda bidt, da han forsøgte at læsse dem af.

”Det er meget normalt at kæmpe for at få mere til sig selv generelt,” konstaterer Salma.

Nu forsøger de at få flere kurve, som de kan bruge til affaldssortering, og denne gang vil gruppen selv fordele dem, så de ender de rigtige steder.

Før Sohagi deltog i C40-topmødet havde hun ikke troet, af unge andre steder i verden stod over for de samme problemer som hende:

”Jeg fandt ud af, at de udfordringer, jeg står over for derhjemme, er de samme som dem, unge fra andre lande står over for. Derhjemme roser byrådspolitikerne altid de ting, vi gerne vil gøre. Men så snart vi begynder at gøre noget ved problemerne, er politikeren der ikke for at støtte os. En ung tysk kvinde fortalte det samme under C40: at politikerne i praksis aldrig er der, når der er brug for det.”