09. december 2021

|

Marianne Kaae

Krisen i Etiopien eskalerer – vi er til stede med akut nødhjælp

Omkring 6 millioner mennesker har brug for akut nødhjælp i Etiopiens nordlige regioner. Her kan du holde dig opdateret på situationen i landet, hvor PlanBørnefonden er til stede med akut nødhjælp.

”Min datter går i skole hver dag på tom mave, og min 3-årige søn er fejlernæret,” siger 25-årige Tigist, der er flygtet fra den nordlige del af Tigray med sine to børn.

Siden interne kampe brød ud i den etiopiske region Tigray mellem regeringens styrker og Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) i november 2020, er mere end 2 millioner mennesker tvunget på flugt. Konflikten har efterhånden spredt sig til regionerne Amhara og Afar og truer med at eskalere yderligere. Det har store konsekvenser for befolkningen i området.

Støt vores arbejde i Etiopien  - klik her

25-årige Tilgist måtte flygte fra sit hjem med sine to børn, da urolighederne brød ud i Tigray i november 2020. Nu er hun ligesom mange andre afhængig af hjælp fra organisationer som PlanBørnefonden.

I den nordlige del af landet mangler flere end 6 millioner mennesker akut mad og nødhjælp. Et stigende antal kvinder er højgravide eller ammer, og mange spædbørn risikerer at starte livet som underernærede.

Tigist var en af dem, der var nødt til at skynde sig at forlade sit hjem. Flugten med hendes to børn foregik til fods.

”Min mand blev tilbage i Tigray, og jeg ved ikke, om han er død eller lever. Da vi kom her til flygtningelejren, fik min datter mulighed for at komme tilbage i skole. Men vores liv er meget svært. Vi har mistet mange af vores slægtninge på grund af konflikten. Vi har altid kunnet klare os selv, men nu er vi afhængige af donationer,” siger Tigist, som er en af de mange kvinder, vi støtter.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet