27. februar 2022

|

Marianne Kaae

Mænd er intelligente, mens kvinder er … mødre

Forskellen på, hvordan mænd og kvinder fremstilles i lærebøger, har stor betydning for pigers fremtid. Derfor arbejder vi for at komme kønsstereotyper til livs.

”Bill er stolt af sin far og træt af sin mor.”

”Harry ser kampen, og hans kone ser sæbeoperaer.”

”John slår ikke sin kone, fordi han elsker hende.”

Der er stor forskel på, hvordan kønnene bliver omtalt i lærebøger.

Sådan lyder konklusionen på en ny amerikansk undersøgelse. Formålet med undersøgelsen har været at kortlægge, om der er forskel på, hvordan piger og kvinder, drenge og mænd fremstilles i lærebøger. Og desuden, om der er sket en ændring i måderne, vi omtaler køn på i undervisningsbøger siden 1997, hvor en lignende undersøgelse blev lavet.

Ovenstående sætninger er fra den første undersøgelse, og siden da er der altså ikke sket en nævneværdig udvikling, lyder det fra forskerne.

Mænd bliver fremstillet som intellektuelle, og det er ofte dem, der har hovedrollen i historierne. Det er dem, der ejer jord, læser bøger og har ”stabile” erhverv som læger eller professorer. De er også mere voldelige end kvinder. Kvindernes roller i bøgerne kan bedst beskrives som biroller, og så er det dem, der laver arbejdet i hjemmet. De fremstilles sjældnere med navn end mændene, men refereres ofte til som ”mandens kone” eller ”mor”. De beskrives oftere end mændene som følelsesladede, f.eks. vrede eller ulykkelige.

“Folk plejede at gøre grin med mine mandlige lærlinge og spurgte, hvad de kan lære af en kvinde?” fortæller Balchisu fra Ghana, som er en af de mange kvinder, der har deltaget i kurser for at lære forskellige håndværk. Selvom Balchisu er rigtig god til tømrer- og snedkerarbejde, har hun oplevet megen modstand på grund af sit køn. Vi arbejder for at gøre op med stereotyper, der holder piger og kvinder tilbage.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet