01. december 2023
|Simone Odgaard Martinussen
Margit fik et gavesponsorat til jul: ”Jeg havde ikke brug for endnu en bog til reolen”




Margits mand, Peter, lagde et gavesponsorat under juletræet. Margit havde ikke brug for flere ting juleaften, så hun ønskede sig i stedet en gave til et godt formål.
Margit er sponsor for Matoma, en 7-årig pige fra Mali. Rejsen som sponsor startede juleaften i 2021, hvor der under juletræet lå en kuvert med et gavesponsorat fra hendes mand, Peter. Gaven blev glædeligt modtaget – det stod nemlig på hendes ønskeliste.
52-årige Margit havde et anderledes ønske på ønskelisten. Nemlig et ønske om at støtte nogle, som har ekstra brug for det. Derfor gik hendes mand Peter på jagt efter en gave, der gav mening, og lagde et gavesponsorat under juletræet.
”Jeg havde længe gået og snakket om, at jeg gerne vil støtte et godt formål. Så Peter lavede forarbejdet og fandt ud af, hvem vi gerne vil støtte. Og så fik jeg et gavesponsorat fra PlanBørnefonden i julegave. Det er mere meningsfuldt end at få endnu en bog til reolen.”
Gaven under træet faldt i god jord. For selvom jul rimer på næstekærlighed, traditioner og fællesskab, kan jul også rime på masser af gaver, overforbrug og krøllet gavepapir.
”Det er en rigtig fin måde at give hinanden gaver på i et samfund, hvor mange af os allerede har det, vi har brug for.”
”Vi sender en tanke til hende”
Julen er en tid fyldt med traditioner og en oplagt anledning til at sende en kærlig tanke til dem, vi har kær. Derfor er Margits sponsorbarn særligt i tankerne i december.
”Vi sender en fælles tanke til hende og hendes familie over julen. Vi har også sendt en julegave afsted til hende allerede – hun får en lille, gul solcellelampe formet som en solsikke.”
Man siger, at nogle ønsker går i opfyldelse til jul. Margits ønske om at gøre en lille forskel, hvor der er behov for det, blev i hvert fald opfyldt. Og hvem ved – måske er den lille lampe, som Matoma får i julegave, også lige det, hun ønsker sig.










