09. december 2019
|Lotte Bøllehuus Hansen
Min fars næstekærlighed lever videre i Kenya

Da Theis på juleaftensdag sad i kirken og besluttede sig for at få et sponsorbarn, havde han ikke forudset hvilke følelser, det ville vække i ham.
Det er den 24. december, 2018. Theis er taget til den årlige julegudstjeneste. Sammen med de mange andre kirkegængere har han sat sig godt til rette på kirkebænken, klar til at lukke julefreden ind. Siden han for fem år siden mistede sin far, er julen blevet særlig vigtig for ham. Den skal bruges på nærvær og omtanke for andre.
Imens præsten står og prædiker, lader Theis sit blik vandre rundt i kirken. En lille gruppe unge sidder fuldstændig opslugt af deres telefoner. Synet vækker øjeblikkelig en tanke, der har luret et stykke tid: Nu er det det rigtige tidspunkt!
Et minde får lov at leve
Mens Theis’ far levede, gjorde han meget ud af at støtte forskellige nødhjælpsorganisationer. Theis har derfor igennem længere tid gået med tanken om at blive sponsor, fordi det virker som en nærliggende måde at videreføre farens omtanke for andre. I det øjeblik han ser de unge i kirken, fuldstændig fordybet i deres mobiler uden øje for hverken menneskene eller verden omkring dem, styrker det derfor hans lyst til at gøre det stik modsatte. Som det første efter gudstjenesten tager han derfor hjem, tænder sin computer og giver et lille barn på den anden side af jorden en ekstraordinær julegave; han melder sig som sponsor.
”I virkeligheden var det også en gave til mig selv. Jeg var lidt inspireret af den sang, hvor Nick og Jay synger ’Når et lys slukkes, så tændes der et nyt’,” fortæller Theis, med tanke på den forskel hans fars tilstedeværelse har gjort for andre og som han nu kan føre videre til en anden.










