12. april 2024

|

Marianne Kaae

Mødte sponsorbarn i Vietnam: ”Det er den oplevelse, vi tænker tilbage på som den absolut stærkeste”

Det var ikke kun deres sponsorbarn, som Lasse og Malene lærte at kende, da de rejste til Vietnam. Det var især alle folk omkring hende, som gjorde indtryk på parret, der kun er blevet bekræftede i, at de skal fortsætte med at være sponsorer. Se videointerview med Lasse nederst i artiklen.

Da Lasse Frølund var barn, havde hans forældre et sponsorbarn. Når den 38-årige fodboldtræner tænker tilbage på det nu, er det med en vis nostalgi.

”Det føltes, som om jeg havde en søskende i et andet land. Derfor var det også en særlig følelse, da jeg igen blev sponsor i 2008,” siger Lasse.

Først blev Lasse sponsor for en dreng i Malawi. Da drengen blev så gammel, at han ikke længere var sponsorbarn, sagde Lasse ja til at blive sponsor for en pige i Vietnam.

Lasse og Malene rejste til Vietnam i december 2023 – bl.a. for at besøge deres sponsorbarn.

For nylig, da Lasse Frølund og hans kæreste, Malene Helledie, skulle planlægge en længere rejse til Asien sidste år, besluttede de sig for at besøge sponsorbarnet Ninh. Og mødet med sponsorbarnet, familien og resten af lokalområdet har sat sig dybt i Lasse.

”Det er den oplevelse, vi tænker tilbage på som den absolut stærkeste på hele vores rejse. Det var helt sikkert der, vi var mest i kontakt med landet, dets kultur og identitet,” siger han.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet