COVID-19-pandemien har ændret verden på mange måder. Og i nogle lande har pandemien betydet, at børnehaver og skoler nu har været lukket i halvandet år. Det rammer særligt børn i lande, der i forvejen er ramt af kriser, da børnene her er sat i en dobbelt krisesituation.
Særligt i lande som Myanmar, Rwanda og Uganda, som i forvejen kæmper med politiske kriser og fattigdom, er det fortsat meget usikkert, hvornår skolerne vil åbne. Det kan have alvorlige konsekvenser for børnene, som risikerer at vokse op uden adgang til kvalitetsuddannelse eller basale livsfærdigheder.
Derfor giver LEGO Fonden nu 30 millioner kr. til PlanBørnefonden for at sikre læring gennem leg for de tusinder af børn, som er hårdest ramt.
“Lige nu arbejder vi med genopretningen efter COVID-19, og det er et afgørende, at vi får transformeret uddannelsessystemerne globalt og sikret børns adgang til læring. Ved at arbejde tæt sammen med partnere som PlanBørnefonden kan vi støtte børn og familier, som er påvirket af pandemien, på en global skala. I LEGO Fonden mener vi, at vi ved at samarbejde kan skabe en fremtid, hvor alle børn har adgang til kvalitetsuddannelse. Men vi er nødt til at handle nu,” siger direktør i LEGO Fonden, Anne-Birgitte Albrectsen.