PlanBørnefonden har siden 2018 arbejdet med unge landmænd og -kvinder i Burkina Faso. De unge har lært at omlægge deres landbrugsproduktion, så de kan dyrke afgrøder, der kan overleve i et klima, som i stigende grad er præget af tørke og mindre regn.
Det arbejde har indtil videre båret frugt. Det er blandt andet lykkedes for de unge i Bale-provinsen at lave en ny biogødning, der har øget udbyttet af kornhøsten med 50 procent fra 2019-2021.
94 procent af Burkina Fasos landbrugsproduktion er afhængigt af regnvand, mens op mod 90 procent af befolkningen er beskæftiget med landbrug. Den nye bevilling på fem millioner fra Udenrigsminsteriet skal sikre, at PlanBørnefondens indsats kan fortsætte, og målet er, at 2.440 unge mænd og kvinder over de næste tre år bliver uddannet i, hvordan de tilpasser deres landbrugsproduktion mod klimaforandringer.