Der sidder i dag rekordmange piger på skolebænkene rundt om i verden med spidse blyanter parate til at lære noget. Faktisk er antallet af piger, der ikke går i skole, faldet med 79 millioner de seneste 25 år. Desværre er der ikke meget at fejre, når man kigger bag det tal.
For piger i alderen 15-24 år udgør 56 procent af det samlede globale antal af mennesker, som ikke kan læse og skrive. Og hver fjerde pige mellem 15 og 19 år går hverken i skole, har arbejde eller modtager anden form for jobtræning. Det gælder for hver tiende dreng. Den kæmpe forskel på kønnene er med til at holde ikke bare den enkelte pige, men også hendes lokalsamfund tilbage.
“Det er positivt og et vigtigt skridt mod ligestilling, at et rekordhøjt antal piger nu kommer i skole. Men det er ikke nok. Vi skal sikre os, at de får lov til at gennemføre deres skolegang. Vi skal kæmpe for, at de lærer noget og er bedre rustet til at kunne forsørge sig selv og være med til at skabe udvikling, hvor de bor. Og så skal vi kræve, at ingen piger udsættes for vold eller overgreb, hverken i klasseværelset, i hjemmet eller i deres lokalsamfund,” siger direktør i PlanBørnefonden, Gwen Wisti.
Antallet af piger, der ikke går i skole, er faldet med 79 millioner de seneste 25 år. Desværre er der ikke meget at fejre, når man kigger bag det tal.