Det er muligt at købe stort set alt via Facebook. Nu desværre også piger, efter fem mænd deltog i en auktion om en 16-årig pige via det sociale medie i Sydsudan. Flere af deltagerne var højtstående embedsmænd. Den vindende byder kan nu kalde pigen for sin 10. hustru.
George Otim er landedirektør for Plan International i Sydsudan og tager skarpt afstand til auktionen: ”Den barbariske udnyttelse af teknologien minder om moderne slavehandel. Det er ufatteligt, at en pige kan blive bortauktioneret til ægteskab på verdens største sociale medie,” siger han.
”Medgifter er meget almindelige i den sydsudanesiske kultur, men intet kan undskylde, at denne pige, der stadig er et barn, er blevet behandlet som var hun en genstand – solgt til højest bydende for penge og varer,” udtaler George Otim.
Han forklarer, at Plan International har bedt regeringen undersøge sagen og suspendere de embedsmænd, der deltog i auktionen. Plan International opfordrer piger, der måtte stå i lignende situationer, til at gå til politiet.