De unge, som får træning i projektet, kommer ikke kun til at skabe en forandring for sig selv. Iværksætterne skaber job og håb for andre unge i hele landet og er på den måde med til at mindske den skrøbelige situation, Mali befinder sig i, ligesom det er med til at forebygge migration.
”Når de unge viser deres omgivelser og jævnaldrende, at det kan lykkes at skabe sin egen forretning og indtægt, bliver de positive rollemodeller. Og den slags er nødvendige i et land som Mali, der er præget af konflikt,” forklarer Anne Smith Petersen.
I tråd med PlanBørnefondens overordnede strategi kommer der til at være et særligt fokus på at hjælpe unge kvinder i gang med at starte deres egen virksomhed. At skabe lige muligheder på jobmarkedet for mænd og kvinder er afgørende for den langsigtede udvikling og for at nå i mål med FN’s verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene, ifølge Anne Smith Petersen.