12. oktober 2021

|

Marianne Kaae

PlanBørnefonden markerer FN’s Pigedag: Pigerne i Sahel-regionen rammes hårdest af krisen

Der var fint besøg på Nærum Gymnasium i København tirsdag, da H.K.H. Kronprinsessen, udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og flere end 1.000 elever sammen med PlanBørnefonden markerede FN’s Internationale Pigedag.

Lige nu er mere end tre millioner mennesker på flugt fra deres hjem i Sahel-regionen i Vestafrika, og over 13 millioner har brug for akut nødhjælp. Voldelige kampe, fattigdom og klimaforandringer går hårdest ud over piger og unge kvinder. Og netop krisens konsekvenser for pigers sikkerhed og muligheder var i fokus til arrangementet, hvor journalist og tv-vært Ditte Haue var vært.

Under arrangementet mødte elever og gæster piger og unge kvinder fra Burkina Faso og Mali i det centrale Sahel. De mødte blandt andre 22-årige Nene Goita fra Mali, der fortalte om forholdene i landet:

”Jeg gik i skole med folk, der var flygtet fra det nordlige Mali. Andre har ikke haft samme held som os, der bor i byen. De har været udsat for brud på deres rettigheder, og nogle er endda blevet voldtaget,” fortalte Nene.

Udviklingsminister: Jeg har selv set det i Burkina Faso

Fra scenen fortalte minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen om Danmarks arbejde for pigers rettigheder i Sahel-regionen, men også om sit personlige møde med krisen i Burkina Faso, der ligger syd for Mali:

”I Burkina Faso besøgte jeg kvinder, som var flygtet fra deres landsby. De var tvunget til at efterlade alt på nær deres børn. De havde efterladt deres familier og mænd – og mange af mændene var blevet dræbt. De havde vitterligt ingenting,” fortalte ministeren fra scenen på Nærum Gymnasium.

Luna Marie Petersen fra 3.G spurgte ministeren, hvorfor der er behov for særligt fokus på piger og unge kvinder.

”Kvinder og piger udgør halvdelen af verdens befolkning, men vi taler stadig om dem som en marginaliseret gruppe. Derfor skal vi have fokus på uddannelse, de skal have mulighed for at indfri deres potentiale,” lød Flemming Møller Mortensens svar.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet