12. april 2023
|Af PlanBørnefonden
PlanBørnefonden nytænker finansiering af ngo-arbejde for at fremtidssikre impact

PlanBørnefonden nytænker finansiering af ngo-arbejde for at fremtidssikre impact
Pressemeddelelse
Som den første NGO i Danmark vil PlanBørnefonden til efteråret etablere en erhvervsdrivende fond med reservemidler frigivet under fusionen mellem Plan og Børnefonden. Den nye fond skal foretage social impact investeringer, og missionen er at mobilisere kapital, som investeres i at skabe positive forandringer i primært Afrika og Mellemøsten. Fonden skal supplere PlanBørnefondens eksisterende arbejde, og målet er at blive et af de førende impact investerings-initiativer i Danmark med et globalt sigte.
Verden er ramt af en lang række kriser. Det kalder på nye måder at mobilisere finansiering til at skabe bæredygtig udvikling og positive forandringer ude i verden. Det understreger PlanBørnefondens bestyrelsesformand Stine Bosse:
”Fusionen mellem Plan og Børnefonden i 2018 frigav reservemidler, som har været opsparet over generationer. Vi har nu det ledelsesmæssige overskud til at anvende midlerne til at gøre en endnu større forskel for verdens fattigste børn og unge. Derfor etablerer vi en social impact fond,” siger Stine Bosse og fortsætter:
”Det er særlig vigtigt i en tid, hvor verden er ramt af kriser, og hvor vi som ngo er nødt til at innovere os til nye måder at mobilisere kapital på til at skabe den udvikling og de positive forandringer, vi er sat i verden for. Derfor etablerer vi, som den første ngo i Danmark, en social impact fond, hvor investorer kan være med til at skabe bæredygtig udvikling ude i verden, samtidig med der skabes et økonomisk afkast, der geninvesteres.”
Innovativ finansiering på toppen af rekordresultat
Den nye fond etableres på toppen af det bedste indsamlingsresultat i PlanBørnefondens historie. I 2021/22 indsamlede PlanBørnefonden i alt 438,1 mio. kr. mod 314,2 mio. kr. i 2020/21. Det svarer til en omsætningsvækst på 39 pct. Men det får ikke PlanBørnefonden til at hvile på laurbærrene.
”Vi er taknemmelige for den støtte, vi har indsamlet. Men som verden arter sig, kan vi ikke opretholde de bæredygtige forandringer uden også at accelerere private investeringer. Så det gør vi med den nye fond, der blandt andet vil investere i uddannelse, jobskabelse og grøn omstilling. Vi har i det seneste år oprustet med stærke kompetencer inden for social impact investeringer, som flytter over i den nye fond,” siger Dorthe Petersen, direktør i PlanBørnefonden.
Samtidig får PlanBørnefonden også nye stærke kræfter i bestyrelsen, da PlanBørnefondens nuværende næstformand Charlotte Jepsen bliver bestyrelsesformand i den nye fond. Det vil sikre kontinuitet og stærke bånd mellem social impact fonden og PlanBørnefonden. Charlotte Jepsen er ledende parter i CIP Fonden og kommer desuden med erfaringer fra den statslige impact investeringsfond, IFU. Hun træder ud af PlanBørnefondens bestyrelse, når den nye fond oprettes. Det samme gælder for bestyrelsesmedlem Lise Fink Vadsholt, som også bliver en del af bestyrelsen i den nye sociale impact fond.
Samtidig er Jakob Grymer Tholstrup og Jacob Rasmussen begge trådt ud af PlanBørnefondens bestyrelse i marts. Det betyder, at PlanBørnefonden har fået fire nye bestyrelsesmedlemmer, som er indtrådt i marts 2023. De nye medlemmer er Charlotte Møller-Andersen, Dorte Ransby, Peter Vekslund og Jonas Søderberg Rasmussen.
YDERLIGERE FAKTA
Nye i PlanBørnefondens bestyrelse
Dorte Ransby, Formand for RHS4 Aps og bestyrelsesmedlem i Formuepleje.
Peter Vekslund, CFO i Trackunit og tidligere CFO i Pandora.
Charlotte Møller-Andersen, VP Partner Sales EMEA i Zendesk.
Jonas Søderberg Rasmussen, First VP, Head of Physical Security and Resilience i Danske Bank.










