20. september 2019
|Marianne Kaae
Religiøse ledere kæmper mod omskæring af piger i Mali

Aktivister, journalister og religiøse ledere fra hele Mali deltog på PlanBørnefondens konference for at stoppe omskæring af piger i det vestafrikanske land. Nu vil mange af lederne give deres følgere klar besked om at stoppe den skadelige praksis, der rammer ca. 90% af landets piger.
“Nogle forældre tror, at omskæring begrænser deres pigers lyst til sex. Men koranen er imod det. Hvis vi omskærer vores piger, har de ingen nydelse ved sex. Det er at behandle dem som dyr.”
Ordene falder fra imam Mamadou Traoré, da han taler til de 244 fremmødte på konferencen for at stoppe omskæring af piger i Mali, der er arrangeret af PlanBørnefonden og The Global Media Campaign to End FGM med støtte fra den danske ambassade i landet. Imam Traoré er medlem af High Islamic Council, den højeste forsamling for muslimske ledere i Mali, og en af de mest progressive ledere, der har arbejdet for at stoppe omskæring siden 1999. Og der er brug for den slags stemmer i et land, hvor gamle skikke og traditioner gør, at ca. 90% af alle piger i landet bliver omskåret. En skadelig praksis, der kan forårsage alt fra manglende nydelse ved sex over cyster i underlivet til dødsfald grundet komplikationer, når kvinderne skal føde.
Omskæring sker på tværs af religionerne i landet, og de religiøse ledere spiller en enorm rolle i at få det stoppet. Derfor har der været afholdt indledende workshops i Malis regioner for at overbevise de lokale, religiøse ledere om at møde op til konferencen i landets hovedstad, Bamako.
“Vi religiøse ledere er profeter, som folket lytter til. Det bør være vores opgave hver eneste dag at kæmpe for at stoppe omskæring af piger. Jeg tror på, vi kan stoppe omskæring i Mali, men det kræver hårdt og vedholdende arbejde,” forklarer imam Traoré.
Den barske sandhed
Et af de vigtigste punkter på konferencen var et oplæg fra den maliske gynækolog Ibrahima Téguété. Gennem to timer var der koncentreret ro i salen, mens Téguété gennem barske statistikker og eksplicitte billeder viste omfanget af og konsekvenserne ved omskæring. Idéen med konferencen var netop at fokusere på fysiske og psykiske konsekvenser ved omskæring i stedet for at gøre det til et spørgsmål om religion.
Fra salen dristede enkelte religiøse ledere sig til at spørge, om omskæring måske kunne forsvares, hvis det blev gjort af professionelle læger frem for landsbyernes ældre kvinder, som der ellers er tradition for. Det blev blankt afvist af Téquété med argumentet om, at læger sværger ikke at på nogen måde gøre skade på mennesker.
Pointen trængte heldigvis også ind hos langt de fleste. Blandt andet hos imam Baba Diarra fra byen Koulikoro, der er medlem af High Islamic Council i Mali.
“På grund af gynækologens klare forklaringer og de billeder, vi har set her på konferencen, er jeg blevet meget klogere. Det er gået op for mig, at jeg er nødt til at ændre mit syn på omskæring. Før workshoppen gik jeg ind for omskæring, fordi jeg ved, at islam ikke forbyder det. Men nu, hvor jeg har set, hvor skadeligt det er for pigerne, er jeg imod.”
Også koranskolelærer og imam Seydou Kouraogo, der er den primære repræsentant for Segou-regionen i High Islamic Council, erklærede sig klar til at kæmpe for at stoppe omskæringen af piger – blandt andet ved at præge sine elever på koranskolen, hvor han underviser i biologi.
“Vi muslimer er her ikke for at skade nogen som helst mennesker. Så nu, hvor gynækologen har vist, hvor skadeligt omskæring er, bør vi som gode muslimer lade være med at gøre det. Der findes mange grupper indenfor Islam. Her i Mali tilhører de fleste Maliki-gruppen, hvor det er mod vores religion at gøre skade på mennesker,” forklarer Seydou Kouraogo.










