14. juni 2023

|

Selina Nielsen

Sådan støtter vi børn på flugt i Sudan

Mange sudanesere er flygtet til byen Malakal. Her har de allerede taget imod 44.000 flygtninge.

Behovet for nødhjælp i det konfliktramte Sudan vokser dag for dag. Sådan støtter PlanBørnefonden børn, unge og familier på flugt:

Siden den 15. april 2023, da blodige kampe i Sudan brød ud, har 1,4 millioner sudanesere været på flugt. Konflikten er et direkte resultat af en magtkamp mellem den sudanske hær og den paramilitære gruppe RSF (Rapid Support Forces). Midt i det konfliktramte Sudan, er tusindvis af børn, unge og voksne flygtet til nabolande som Egypten, Chad og Sydsudan. Det humanitære behov vokser sig større og større dag for dag – allerede inden konflikten eskalerede, havde 15,8 millioner sudanesere brug for akut hjælp.

Mange sudanesere er flygtet til White Nile State i Sudan. Her uddeler PlanBørnefonden essentielle varer såsom bleer, medicin og menstruationsbind.

”Under denne krise fordobles det humanitære behov for hver time. De mennesker, der er blevet tvunget til at flygte, har efterladt alt bag sig. De har akut brug for husly, beskyttelse, tæpper, mad, rent vand og lægehjælp,” fortæller Roger Yates, landedirektør for Plan International i Mellemøsten, Øst- og Sydafrika.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet