”Det er jo meget fint, at vi ikke får nogle fødselsdagsgaver, så vores sponsorbørn kan få mad. Vi kan godt leve uden at få en lille ekstra gave. Vi har nok i forvejen,” siger Nicolaj, der går i 8.a på Busses Skole i Gentofte.
Det er lang tid siden, at Nicolaj har fået en fødselsdagsgave af sine klassekammerater. For nogle år siden var det normalt, at klassen gik sammen om en gave, hver gang en af eleverne havde fødselsdag. Men ordningen er nu blevet omdannet til et månedligt bidrag, der kommer tre sponsorbørn i Østtimor, Benin og Bangladesh til gode.
”Jeg føler mig lidt stolt over, at vi kan give noget til børn, der ikke har så meget,” siger Kamille fra 8.a.
”Vi har set nogle videoer om, at pigerne hjælper lidt mere til med husarbejde end drengene. Derfor kunne jeg godt forestille mig, at de ikke kommer lige så meget i skole og derfor ikke har de muligheder, som vi har herhjemme,” siger Sofie, der også går i klassen.
Eleverne i 8.a er enige om, at det føles godt at støtte andre børn, der har det sværere, end de selv har. Uanset, om det er en dreng eller pige.
”Jeg tror, at vores sponsorat gør, at vores sponsorbørn kan få en uddannelse og blive til det, de vil,” siger Sofie.
I videoen kan du møde eleverne fra Busses skole og se den udvikling, de har været igennem på fire år.