27. juni 2023

|

Lotte Winther, sponsor hos PlanBørnefonden

Sponsoren Lotte har besøgt sit sponsorbarn: Kom med på rejsen til Guatemala

28-årige Lotte Winther har været sponsor siden, hun var 22 år. For nyligt besøgte hun sit sponsorbarn i Guatemala. Læs hendes fortælling her:

“Efter, jeg blev voksen, har jeg doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer. Det har varieret fra gang til gang, og når økonomien har været stram, har jeg været nødt til at trække mig. Det tror jeg, vi alle kan relatere til.

Da jeg var 22, skete der noget i mit eget liv, som fik mig til at genoverveje mange af mine værdier. Måske var det omkring samme tid, jeg lavede en aftale med mig selv om at bidrage til maksimalt to organisationer ad gangen – og da jeg havde trukket mig fra andre ting, gik jeg af nysgerrighed ind på PlanBørnefondens hjemmeside. Jeg læste, at man kunne melde sig som Plan-sponsor, og hvis man af en eller anden grund var nødt til at stoppe sine bidrag, var det muligt. Det forpligtede ikke som sådan. Jeg tilmeldte mig.

Da jeg modtog oplysningerne om mit sponsorbarn, Rosa, var der alligevel noget i mig, der følte sig forpligtet. Jeg følte pludselig en form for ansvar for Rosa og alt det, hun kunne få gennem mine og mange andres bidrag gennem Plan. Et par gang om året skrev vi sammen – gennem hendes forældre, for hun var jo bare et lille barn. I løbet af årene fik jeg opdateringer fra både forældrene og fra Plan. Rosa var nu begyndt i skole, hun var blevet glad for sport, hun havde fået søskende. I løbet af min tid som sponsor lærte jeg ikke kun hende, men også familien, lidt at kende.

I årenes løb oplevede jeg nogle gange at have et meget stramt budget. Men jeg så det aldrig som en mulighed at stoppe mine donationer til Rosa og hendes samfund. Og et par hundrede kroner om måneden er ikke meget, når man tænker over det. Jeg kender mange, der gladeligt betaler mere for at se film og tv via forskellige streamingkanaler.

Plan-medarbejdere var med hele vejen fra Guatemala City og til sponorbarnets landsby.

For at nå til sponsorbarnets hjem, skulle Lotte og Plan-medarbejderne rejse længe. Landskabet var heldigvis smukt.

Årene er gået, hvor jeg har haft mine tanker alle mulige andre steder. Men i slutningen af 2022 opstod muligheden for endelig at besøge Rosa, da jeg skulle til Guatemala, hvor hun bor. Jeg skrev til Plan et par måneder før min ankomst, at jeg gerne ville møde hende og familien, hvis de var friske på det.

Responsen var fantastisk. Plan var klar med det samme og implementerede en meget detaljeret plan for besøget, så det blev bedst muligt for alle parter. De sørgede for at informere familien, så de også kunne forberede sig. Datoerne og rejsen til og fra landsbyen med Plans eget personale blev besluttet flere måneder før besøget. Jeg tænkte ikke så meget mere over det, før jeg mødtes med kontaktpersonen i Guatemala City.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet