Fattigdom, forældede traditioner og svag lovgivning er noget af det, der ligger til grund for vold mod børn og unge. Særligt piger er hårdt ramt, alene på grund af deres køn. Den omfattende globale krise, vi befinder os i, øger vold, chikane og overgreb mod piger og kvinder. I 2022 har vi gennem vores indsatser beskyttet mere end 5,6 millioner piger og 4,8 millioner drenge. Det er bl.a. muligt gennem seksualundervisning og oplysning til forældre, lærere og lokale ledere om, at piger har samme rettigheder som drenge. 5,8 millioner piger og 4,2 millioner drenge har samtidig fået viden om piger og kvinders rettigheder i 2022. Det betyder bl.a., at andelen af piger og kvinder i Kenya, Uganda, Etiopien og Zimbabwe, der anmelder vold til politiet, er steget fra 34 procent i 2018 til 47 procent i 2022 – fordi de nu ved, at de har ret til at sige fra, og fordi de har lært, hvor de skal gå hen og anmelde overgrebene. I et flygtningeområde i Uganda har vi nået ud til mere end 67.500 mennesker med information om f.eks. sex og prævention. I 2021 brugte blot 18 procent prævention i området: i juni 2022 er det tal steget til 45,8 procent. Det er et tegn på, at kvinderne tager kontrol over deres egen krop.