17. november 2022

|

Marianne Kaae

Tech-talent vinder Pigeprisen 2022

DTU-studerende Neha Imtiaz Ullah vinder PlanBørnefondens Pigepris 2022 for sit arbejde med at få flere piger ind på de naturvidenskabelige uddannelser – de såkaldte STEM-fag. Pigeprisen uddeles i samarbejde med Femina.

Klapsalver og jubel lød, da forperson for Pigepris-juryen Stine Bosse tordag aften udråbte Neha Imtiaz Ullah til dette års vinder af PlanBørnefondens Pigepris. Neha vandt prisen efter en offentlig afstemning på PlanBørnefondens hjemmeside.

Neha Imtiaz Ullah har stiftet Nordic Women in STEM med formålet at få flere piger til at interessere sig for STEM-fagene (Videnskab, Teknologi, Ingeniørvidenskab og Matematik).

De to andre nominerede var foreningen Skateducate og iværksætter Nima Sophia Tisdall.

Vinder af Pigeprisen 2022, Neha Imtiaz Ullah, med CEO for PlanBørnefonden Dorthe Petersen og forperson for bestyrelsen Stine Bosse.

”Nehas indsats for at få flere piger til at vælge de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser er vigtig. Der er en skæv kønsfordeling på uddannelserne, og det er vigtigt, at flere piger vokser og op og bliver ingeniører, og dermed præger fremtidens teknologiske løsninger,” siger Stine Bosse.

Neha var mildest talt overrasket over at blive udråbt som vinder.

”Det at vinde prisen føles virkelig bare som en drøm. Jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at jeg ville vinde. Jeg havde ikke engang tænkt på en takketale. Jeg er simpelthen så glad,” siger Neha Imtiaz Ullah.

På scenen dedikerede hun prisen til sine forældre, der har haft en stor andel i, at hun i dag studerer til at blive elektroingeniør.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet