Klimakrise, fattigdom, sult, ulighed, krige og katastrofer. Verdens kriser står i kø, og det er den unge generation, der skal løse dem i fremtiden.
Derfor mødtes unge fra Danmark og Uganda i slutningen af august til topmøde på Christiansborg og udarbejdede deres anbefalinger om FN’s Verdensmål forud for FN’s generalforsamling i september.
Der var omkring 100 unge deltagere fra hele landet, og 41 forskellige ungdomsorganisationer var repræsenteret. Topmødet var arrangeret af PlanBørnefondens ungepanel. I løbet af dagen arbejdede deltagerne i fem forskellige tematiske komitéer, og resultatet var 15 konkrete anbefalinger fra danske unge.