80 % af børns hjerneudvikling sker indenfor de første to år af deres liv. Derfor er næringsrig mad, stimulerende lege og omsorg afgørende for børnenes fremtid. I Nepal er 36 % af børn under 5 års udvikling forsinket, og det er stadig normen at tage hårde disciplinære opdragelsesmetoder i brug fra en tidlig alder.
Med støtte fra virksomheden Nature Planet, har det været muligt for os at gennemføre et to-årigt projekt, hvor 250 sundhedspersonale, plejere og andre omsorgspersoner er blevet uddannet i den nyeste viden og færdigheder indenfor pædagogik, voldsfrie hjem og barnets tidlige udvikling i Makwanpur regionen i Nepal. En viden de også lærer at videreformidle til forældre og undervise forældre i i deres lokalsamfund.
Derudover har 1.491 forældre i 115 landsbyer deltaget i forældrekurser, hvor de lærer om stimulering og læringslege med bl.a. brug af lokale materialer, der findes på markederne eller i hjemmet. Samtidig har kurserne fokus på at skabe en dialog inden for omsorg, voldsfrie hjem og ligestilling.
Kurserne har også medført en stor forandring i fædres inddragelse i børneopdragelsen. Det er Bishnu et godt eksempel på. Han er landmand og bor i Thaha, Nepal, sammen med sin kone, deres 7-årige datter og lille dreng. Han er taknemmelig for, at han fik muligheden for at deltage i de forældrekurser, som har gjort ham til en mere nærværende far.
“Jeg havde nemlig en opfattelse af, at kun mødre spiller en afgørende rolle i opdragelsen af et lille barn. Men så lærte jeg om positiv opdragelse, familierutiner og betydningen af en nærværende far i barnets tidlige udvikling,” fortæller Bishnu.
“Det har ændret mit liv. Efter at have deltaget i kurserne, er jeg begyndt at afsætte tid til min familie. Vi leger, danser, synger, rejser og spiser sammen, hvilket jeg har lært er afgørende for, at børnene kan vokse op i et positivt miljø,” deler han.
Projektet har skabt så stor en forandring i samfundene, at forældre og omsorgspersoner selvstændigt fortsætter de positive forældreaktiviteter i mødregrupper. Samtidig har de lokale myndigheder også set værdien i projektet, og har derfor valgt at opstarte forældrekurserne i 18 ekstra lokalsamfund uden for det oprindelige projektområde.
Støtten fra Nature Planet har derfor formået at nå længere ud end til det oprindelige projekt – og har engageret yderligere 270 forældre med børn under tre år. Fra 2023 har Nature Planet fokus på at støtte et nyt skoleprojekt i Nepal, hvor vi opfører 10 nye grundskoler.