23. juli 2020

|

Marianne Kaae

Unge fra Uganda inspirerer dansk minister

Der er langt fra de bonede gulve, udviklingsminister Rasmus Prehn normalt betræder, til de støvede og støjende slumområder i Ugandas hovedstad Kampala. Alligevel blev der bygget bro mellem de to verdener, da ministeren talte direkte med to unge om, hvordan COVID-19 har påvirket deres livsvilkår. Deres fortællinger gav ministeren et unikt indblik i, hvordan dansk ulandsbistand kan hjælpe dem, der har allermest brug for det.

"I har inspireret mig til at gøre endnu mere og involvere flere danskere i det her meget vigtige arbejde. Og så vil jeg gøre mit bedste for at støtte jer i endnu højere grad.” Ordene kommer fra udviklingsminister Rasmus Prehn, efter han i en halv time har talt med 21-årige Faridah Nalumansi og 28-årige Dickson Ojakol over Zoom. De to unge bor i nogle af Ugandas fattigste slumområder i hovedstaden Kampala, hvor samfundsnedlukningen for at stoppe spredningen af COVID-19 har gjort livet endnu sværere, end det var i forvejen.

Se videoen, hvor Rasmus Prehn taler med Dickson og Faridah:

Tæsket af politiet

I flere afrikanske lande har der været eksempler på, hvordan politiet har brugt vold for at tvinge befolkningen til at overholde de udgangsforbud, der blev sat i værk for at stoppe spredningen af COVID-19. Udgangsforbud er svære at overholde, hvis man bor i et blikskur i slummen uden adgang til mad, vand eller indtjeningsmuligheder. Et af de værste eksempler er fra Kenya, hvor en 13-årig dreng blev skudt og dræbt af politiet i Nairobis slum for ikke at være nået hjem i tide inden nattens udgangsforbud. Men også 28-årige Dickson har oplevet, hvordan politiet i Uganda har taget hårdhændede metoder i brug.

”Jeg var i gang med at optage en video om, hvordan man undgår at sprede COVID-19. Pludselig kommer syv-otte betjente gående og begynder at slå løs på mig og mine venner,” fortæller Dickson om en episode i begyndelsen af samfundsnedlukningen, hvor tre af hans venner blev arresteret af politiet. Han har også med egne øjne set, hvordan politivolden går ud over andre.

”Jeg så politiet omringe en gruppe kvinder, der solgte mad. De begyndte at slå dem, fordi de havde overtrådt udgangsforbuddet. Og forleden blev en 16-årig mand skudt og dræbt af politiet, fordi han i desperation var brudt ind i et hus for at lede efter mad.”

De barske historier fra Dickson gør indtryk på Rasmus Prehn.

”Det lyder som en meget svær situation. Det er utrolig trist, og jeg føler med dig. Det bekymrer mig meget, og fra dansk side gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe,” forklarer ministeren til Dickson.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet