Debat: Friis Bach og Dahls kritik af udviklingsbistanden er misvisende
Af Dorthe Petersen, CEO, PlanBørnefonden
De seneste dage er udviklingsbistanden blevet beskyldt for meget.
I Altinget skriver Henrik Dahl, at dansk udenrigspolitik – herunder udviklingsbistanden – “mest af alt bygger på en forældet jubelglobalist-tankegang fra 1990’erne”. Samme sted argumenterer Christian Friis Bach for, at man uden at blinke kan skære ngo-leddet ud af store dele af udviklingsstøtten.
Det er fint at debattere udviklingsbistanden. Men det skal ske på et faktuelt grundlag.
Sagen er, at vi i dag bruger udviklingsbistanden klogere end nogensinde. Egentlig er det vel Henrik Dahl, der hænger fast i fortiden og i fordommene om, hvordan udviklingsbistanden virker. De seneste årtier har verden oplevet nogle af de største fremskridt i menneskehedens historie. Ekstrem fattigdom er faldet fra omkring 36 % i 1990 til cirka 9 % i dag. Levealderen er steget markant, og børnedødeligheden er mere end halveret globalt. Samtidig har globale sundhedsinitiativer reddet millioner af liv.
Udviklingssamarbejdet er en af de vigtige drivkræfter bag disse fremskridt.
Bistanden bidrager til stabilitet og fremgang i modtagerlandene i en tid præget af global uro og markant faldende udviklingsfinansiering. Verden står jo ikke stille. Klimaforandringerne, den geopolitiske situation og et øget konfliktniveau betyder, at behovet for udviklingsbistand er yderst akut. Samtidig forventer OECD et fald i global udviklingsbistand på op mod 17 % i 2025 og G7-landenes samlede bistand kan falde med 44 mia. USD frem mod 2026, drevet af nedskæringer i bl.a. USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig1.
Det er ikke i Danmarks interesse at gå ned ad den vej. Tværtimod er udviklingsbistanden et centralt redskab i dansk sikkerheds-, udenrigs- og handelspolitik, fordi den styrker alliancer og partnerskaber med lande, som en lille og åben økonomi som den danske, er dybt afhængig af. Vores konsekvente 0,7-procentniveau i udviklingsbistand har givet Danmark international indflydelse langt ud over vores størrelse og positioneret os som en troværdig partner. Forskning fra det anerkendte Kiel Institute viser, at donorlande opnår både økonomiske og geopolitiske gevinster gennem udviklingssamarbejdet.
Christian Friis Bach argumenterer for, at vi skal decentralisere udviklingsbistanden og i højere grad give pengene direkte til regeringer i de lande, vi ønsker at støtte.
Jeg er enig i, at det er afgørende, at lokale aktører får mere indflydelse, flere midler og større ansvar. Men jeg er uenig i metoden.
Lokalisering handler ikke blot om at sende pengene direkte til regeringer eller lokale organisationer og håbe på det bedste. Det handler om at opbygge kapacitet, partnerskaber og institutioner over tid. Hvis vi springer dette led over, risikerer vi at gå ti skridt tilbage og i sidste ende selv skabe ineffektivitet.
I mange af de lande, hvor Danmark arbejder, spiller civilsamfundsorganisationer en afgørende rolle som aktører, der kan gå ind når akutte kriser opstår – om det er klimaet eller en væbnet konflikt.
Vi står klar med humanitær bistand, bidrag til demokratisk mobilisering, til at styrke uddannelse, beskæftigelse og iværksætteri og til at udvikle løsninger nedefra i tæt samarbejde med lokale og nationale myndigheder. Det er tilstedeværelsen af civilsamfundsorganisationer, der gør os i stand til at respondere her og nu på kriser, og når systemer bryder sammen, som fx i Sudan eller Syrien.
Friis Bach siger i samme åndedrag, at 10-15 civilsamfundsorganisationer ”i samme land prøver at få børnene i skole”. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at vi danske civilsamfundsorganisationer nærmest står og træder hinanden over tæerne i den samme afrikanske landsby. Udviklingsbistanden gør selvfølgelig meget mere end at bygge skoler, ligesom der også koordineres indbyrdes i de enkelte lande, og vi bidrager med hver vores specialer. Fx støtter Danmark og filantropiske fonde erhvervsuddannelse, jobprogrammer og støtte til små virksomheder i flygtningesamfund i fx Kenya, Jordan og Etiopien. Det giver unge – både flygtninge og lokale – mulighed for arbejde og tjene penge. Og FN’s Migrationsorganisation har advaret om, at vestlige lande risikerer øget migration og ustabilitet, hvis de reducerer udviklingsstøtten, når bistanden fremmer jobskabelse i skrøbelige kontekster.
Friis Bach har selv været garant for innovativ nytænkning af udviklingsbistanden, hvor udviklingsmidler bruges til at tiltrække ny privat kapital, fx til impact investeringer. Det er jeg stor tilhænger af, og det har også en central plads i den nye udviklingspolitiske strategi. Derfor er Venstres forslag skuffende.
I en usikker verden er stabile markeder og stærke alliancer vigtigere end nogensinde. For et lille, åbent land som Danmark bør det være klar national interesse. Udviklingsbistand er ikke kun støtte til verdens fattigste – det er også klog udenrigs- og sikkerhedspolitik.