Vi hylder dem, der handler

340 millioner piger risikerer at leve i ekstrem fattigdom inden 2030. Derfor markerer PlanBørnefonden FN’s Internationale Pigedag for 11. år i træk den 11. oktober med et event, der hylder unge, som handler for at vende udviklingen for verdens piger.

Tallene fra FN-rapporten “Progress on the Sustainable Development Goals: The Gender Snapshot 2023” viser, at vi stadig er meget langt fra at nå målet om at sikre ligestilling mellem kønnene inden 2030.

Rapporten afspejler at det er pigerne, der rammes hårdest af klimaforandringernes konsekvenser, fordi piger er dem, der i forvejen har de dårligste vilkår og som har de ringeste muligheder for at få adgang til skolegang og jobs.

11. oktober på FN’s Internationale Pigedag mødes handlekraftige unge fra Kenya, Jordan og Danmark i København for at sætte fokus på, hvordan konkrete løsninger kan vende udviklingen for verdens piger særligt inden for klimaforandringer, iværksætteri og uddannelse.

Besøg fra Kenya og Jordan

June (tv.) er ungeaktivist og forperson for ungegruppen Generation Shapers i Nairobi. Evelyn er tidligere sponsorbarn og kæmper nu for pigers rettigheder. De er begge i Danmark ifm. Pigedagen for at sætte fokus på de vilkår, unge piger i Kenya lever under.

Edwin er også fra Nairobi, og han bruger sin stemme for at kæmpe for pigers rettigheder. Det er nemlig vigtigt, at drenge og mænd også er med i den kamp, mener han.

Nour råber op om de udfordringer, piger i Jordan oplever hver dag. Hun drømmer om, at de får samme adgang til uddannelse og jobs som drenge. Nour er en del af det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram (DAPP), som har til formål at få flere unge i uddannelse og arbejde.

Tabark fra Jordan sætter fokus på marginaliserede samfund i både Jordan og Mellemøsten gennem poesi, sociale medier og videoer. Tabark er en del af Najahna-projektet støttet af Novo Nordisk Fonden.

Den manglede ligestilling er IKKE et pigeproblem, men et samfundsproblem. Verden bliver rigere og mere fredelig, når vi har ligestilling. Færre mennesker sulter og lever under fattigdomsgrænsen, når kvinder får uddannelse, jobs og bliver økonomisk uafhængige.  

#GirlsTakeover på direktørgangene

I forbindelse med FN’s Pigedag sætter vi fokus på den manglende ligestilling på de danske direktørgange. Kun 15 procent af alle direktørposter i Danmark er besat af kvinder. Det sætter PlanBørnefonden fokus på med takeovers, hvor to piger indtager magtfulde poster hos Novozymes og Bygma.

PlanBørnefonden ser piger og unge kvinders potentiale. Vi støtter dem til at blive ledere, forandringsskabere og beslutningstagere. Vi kræver, at de kommer til orde og bliver hørt. Kvinder skal have en plads ved bordet, når vigtige beslutninger tages. 

Bliv Pigestøtte og vær med til at handle for en mere lige verden.

Støt vores arbejde med piger

Hvilken betydning har det, at flere kvinder bliver ledere?

En mere ligestillet verden vil ikke kun gavne piger og kvinder.

  • De virksomheder, der har størst kønsdiversitet i deres ledelsesteams, er 25 procent mere tilbøjelige til at klare sig bedre end den gennemsnitlige virksomhed i landet
  • Lande med et højere antal kvindelige politiske ledere har større opmærksomhed på emner som sundhed, uddannelse, infrastruktur og afskaffelse af vold mod kvinder
  • Fredsaftaler er 35 procent mere tilbøjelige til at vare mindst 15 år, hvis kvinder er med til at lave dem

Hvorfor er Pigedagen vigtig?

Pigedagen er den årlige markering af PlanBørnefondens langvarige arbejde for pigers rettigheder og ligestilling mellem kønnene på lokalt, regionalt og globalt plan.  

  • For hver time en mand bruger på ubetalt husligt arbejde, bruger en kvinde tre
  • En kvinde tjener i gennemsnit 11.500 dollars om året. En mands gennemsnitlige indtægt er næsten dobbelt så meget – 21.500 dollars om året
  • På globalt plan går 132 millioner piger ikke i skole
  • Næsten en halv milliard piger og kvinder over 15 år kan hverken læse eller skrive
  • 12 millioner piger under 18 år bliver giftet bort hvert år
  • 2 millioner piger under 15 år bliver gravide hvert år
  • Komplikationer under graviditet og fødsel er globalt set den største dødsårsag for 15-19-årige piger

Plan International har været med til at oprette FN’s Pigedag for at sætte fokus på pigers rettigheder og de udfordringer, som piger over hele verden står over for. Piger bliver udsat for diskrimination og stigmatisering over hele verden på grund af deres alder og køn. For rigtig mange betyder det, at de holdes ude af skolen for at arbejde, bliver giftet bort og bliver gravide, mens de stadig er børn.

Læs mere om, hvordan vi støtter pigerne

Vi uddeler Pigeprisen hvert år

I forbindelse med FN’s Internationale Pigedag har vi skabt PlanBørnefondens Pigepris, som uddeles hvert år. Prisen går til den person, organisation eller virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for pigers rettigheder.