Vores arbejde for ligestilling
Alle børn og unge skal have mulighed for at udnytte deres rettigheder og forme deres egen fremtid – uanset køn. Men piger og unge kvinder oplever fortsat ulighed og diskrimination, som begrænser deres muligheder.
Piger nægtes skolegang, bliver gift, mens de stadig er børn, udsættes for vold og overgreb og bliver mødre i en tidlig alder. Derfor har PlanBørnefonden et særligt fokus på piger og unge kvinder i arbejdet for mere ligestilling.
Vi arbejder for en verden, hvor piger og drenge har samme muligheder. Og vi involverer både piger og drenge, kvinder og mænd i arbejdet, fordi ligestilling kommer alle til gode.





Hvorfor har vi fokus på piger?
Piger og unge kvinder er særligt udsatte for diskrimination på grund af deres alder og køn. Det kan have betydning for alt fra deres mulighed for at gå i skole og få en uddannelse til deres ret til at bestemme over egen krop og fremtid.
Uligheden kan begynde tidligt i livet. Nogle piger oplever, at deres brødres skolegang bliver prioriteret, mens de selv forventes at blive hjemme, passe mindre søskende, lave mad og tage sig af andre opgaver.
For piger, der kommer i skole, kan andre barrierer gøre det svært at fortsætte. Dårlige toiletforhold og manglende adgang til menstruationsprodukter kan eksempelvis få betydning for deres skolegang.
Andre bliver gift, før de fylder 18 år, eller bliver gravide, mens de stadig er børn.
PlanBørnefonden gør derfor en ekstra indsats for piger og unge kvinder, så piger og drenge kan få de samme muligheder.













