08. oktober 2025
|PlanBørnefonden
Børnenes U-landskalender 2025 er landet i butikkerne

Overskuddet fra årets kalender går i år til PlanBørnefondens projekt i Indonesien, der støtter udsatte børn og unge i verdens hurtigst synkende by, Jakarta.
Fra den 8. oktober 2025 kan børn og voksne over hele landet finde den traditionsrige Børnenes U-landskalender 2025 i supermarkeder, boghandlere og legetøjsbutikker. Bag årets kalenderen står Udenrigsministeriet, DR og PlanBørnefonden – overskuddet går til et af PlanBørnefondens klimaprojekter for børn og unge i Jakarta, Indonesiens hovedstad.
Jakarta er verdens hurtigst synkende storby og blandt de steder i verden, hvor klimaforandringerne rammer hårdest. Særligt børn og unge i byens fattigste områder lever med konsekvenserne hver dag.
Årets projekt skal styrke børn og unges viden om klima og involvere dem i konkrete grønne initiativer – både i skolen, i hjemmet og i lokalområdet. Det handler bl.a. om at forbedre beredskabet på skolerne, støtte lokal klimahandling og give børn og unge indflydelse på byens fremtid.
”Da jeg tidligere på året besøgte Indonesien, mødte jeg børn, som hver dag lever med klimaforandringerne helt tæt inde på livet. Deres styrke og handlekraft gjorde et stort indtryk på mig. Derfor er det vigtigt, at vi gennem den traditionsrige Børnenes U-landskalender hvert år sætter fokus på steder i verden, hvor børn vokser op under svære vilkår,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Gennem kalenderens indhold – og undervisningsmaterialer til landets skoler – får danske børn mulighed for at lære om Indonesien og om klimaforandringerne set gennem øjnene på deres jævnaldrende i Indonesien.



Karen Mukupa var med til lanceringen af årets U-landskandskalender i Kalundborg sammen med PlanBørnefondens CEO, Dorthe Petersen. Foto: Lasse Bak Mejlvang
”Vi er så glade for, at så mange danskere bakker om Børnenes U-landskalender. Det er fantastisk, at tusindvis af danske børn og familier nu kommer til at lære de børn og unge, som er en del af vores programmer i Indonesien at kende over de næste måneder,” fortæller direktør for PlanBørnefonden, Dorthe Petersen.
PlanBørnefonden tager også de kommende måneder på skolebesøg i alle hjørner af Danmark – fra store byer til øer – for at engagere danske børn i årets projekt. Overalt i landet vil elever inviteres til Jakarta med fortællinger og lærer både om klimaforandringernes konsekvenser for børn i andre dele af verden – og hvordan de selv kan være med til at gøre en forskel.
“Børn og unge skal ikke stå til ansvar for klimaforandringer, de ikke selv har skabt – men de kan være med til at skabe løsninger. At vi engagerer os i verden og bidrager, hvor vi kan, er vigtigt. Lige nu står verden over for store klimaudfordringer, som vi alle bidrager til. Det lærer danske børn om allerede fra 0. klasse – og med vores projekt i Indonesien får de også indsigt i, hvordan det påvirker nogle af de børn og unge, der selv har bidraget mindst, men rammes hårdest,” siger Dorthe Petersen.














