11. maj 2026

|

PlanBørnefonden

Verdenskendt Barbie-illustrator fra Randers kæmper for at normalisere menstruation

Pernille Ørum er verdenskendt for at have redesignet Barbie, så den karakteristiske figur på tåspidser fik flade sko på i stedet for stiletter. Nu har hun sat sig et nyt mål: hun kæmper for, at alle piger har adgang til bind og viden om menstruation.

Menstruation er det mest naturlige i verden, men alligevel er det stadig omgivet af skam og tabu i mange dele af verden. 500 millioner piger og kvinder har ikke adgang til noget så simpelt som bind. Det har Pernille Ørum sat sig for at ændre.

I samarbejde med PlanBørnefonden sætter hun i maj måned fokus på, hvilke konsekvenser menstruationstabuet har for millioner af piger verden over med et særligt cyklus-armbånd lavet af enlige mødre i Kenya.

Pernille er oprindeligt fra Randers. Hun er uddannet illustrator fra Viborg, men bor i dag i Kenyas hovedstad Nairobi sammen med sin mand og to børn. Her har hun flere gange talt med piger i byens mest udsatte områder, om hvordan menstruation hindrer dem i få en uddannelse og klare sig på samme vilkår som drengene.

En million følgere giver mulighed for at skabe forandring

Flere end en million mennesker fra hele verden følger Pernille Ørum på Facebook og Instagram. Her deler hun sine illustrationer af stærke kvindelige karakterer, som hun har lavet for store selskaber som Netflix, Disney, DreamWorks og Universal.

Hendes karakterer er ofte smukke prinsesser og superhelte, men under den kønne streg skaber hun små detaljer, der skubber på store forandringer. Et eksempel er da Pernille redesignede Barbie, så den ikoniske dukke fik flade sko på i stedet for stiletter.

”Som barn i 90’erne var jeg utrolig fascineret af kvindelige Disney-karakterer som Pocahontas og Esmeralda, der tog et ansvar og ville skabe forandring. På en måde føler jeg et ansvar for at bruge min platform til at skabe positive forandringer for piger og kvinder, der ikke er så privilegerede, som jeg er,” fortæller hun.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet