17. april 2026

|

PlanBørnefonden

PlanBørnefonden reagerer på Libanon-våbenhvilen: Skal være mere end et pusterum

Den netop annoncerede 10-dages våbenhvile i Libanon skal være mere end et pusterum. Planbørnefonden tilbyder interview med humanitær ekspert og med programdirektør for Planbørnenfondens landekontor i Libanon.

“Meldingen er det, alle fordrevne familier har ventet på. Den giver et øjebliks lettelse og håb – håb om at kunne vende hjem, genopbygge og finde tilbage til en hverdag, der minder om det normale."

Sådan siger programdirektør for PlanBørnenfondens landekontor i Libanon, Alam Janbein om den netop indgåede aftale om våbenhvile.

"Men øjeblikket er også præget af stor usikkerhed og frygt. Mange familier spørger sig selv, om roen vil vare længere end de ti dage, eller om de endnu en gang bliver tvunget på flugt. Frygten for gentagne fordrivelser er meget reel. Våbenhvilen må være mere end et midlertidigt pusterum. Det, mennesker har brug for nu, er varig fred, trygge rammer for at vende hjem og støtte til at genopbygge deres liv med værdighed," siger Alam Janbein.

For utallige familier er vejen hjem langt fra enkel. Over 140.000 mennesker lever i midlertidige opholdssteder. Mange har mistet alt – deres hjem, deres indtægtsgrundlag og deres børns adgang til uddannelse. Veje er ødelagt, basale tjenester er brudt sammen, og selv dér, hvor husene stadig står, er fremtiden uvis. For nogle er der ganske enkelt ikke noget tilbage at vende hjem til.

PlanBørnefonden opskalerer indsatsen for at støtte børn og familier i Libanon, da de humanitære behov fortsat er enorme. Mere end 2.000 mennesker har mistet livet – heraf 172 børn.

PlanBørnefonden giver medierne mulighed for et interview med både programdirektør for Planbørnenfondens landekontor i Libanon og med PlanBørnefondens ekspert i humanitære kriser, Sara Jensen.

Få håb, handling og forandring i din indbakke - tilmeld dig nyhedsbrevet