Voldsomme bombardementer i Ukraines hovedstad, Kyiv, har i nat dræbt mindst ti personer og såret over 70, heriblandt børn og en gravid kvinde. De ukrainske medier melder om, at personer stadigvæk ligger begravet i murbrokker - sandsynligvis også børn.
“Vores Plan-kollegaer i Kyiv fortæller om bygninger der rystede og vinduer, der blev piercet af granatsplinter i det centrale Kyiv tæt ved vores kontor. Det er noget af det mest voldsomme, de har oplevet indtil nu – og de har oplevet en del”, fortæller Iben Rasmine Østergaard Marcussen, humanitær chef i PlanBørnefonden.
Angrebet er det mest voldsomme i Kyiv siden krigens eskalering i februar 2022 – og sker midt i forlydender om fredsforhandlinger.
“Der er børn og familier i Ukraine, der mister livet og deres hjem hver dag; sådan har det været i over tre år. Civile må aldrig være et mål, men virkeligheden er desværre en anden i Ukraine” siger Iben Rasmine Østergarrd Marcussen.
PlanBørnefonden er til stede i Ukraine med nødhjælp og psykologisk førstehjælp. Alle Plan International’s medarbejdere i Ukraine er uskadte.