Befolkningen i Kenya har desperat brug for hjælp, fortæller Calvin Shikuku. Han befinder sig i slumområdet Mathare i Nairobi, der i øjeblikket er hårdt ramt af voldsomme oversvømmelser.
”Oversvømmelser ramte igen i går. Store sten skred og faldt ned og ramte huse. Folk har brug for at blive evakueret. Jeg har aldrig set noget som det her før. Mange er meget chokerede,” siger Calvin Shikuku til PlanBørnefonden. PlanBørnefonden er til stede og yder nødhjælp i de ramte områder i Kenya. Calvin Shikuku er en del af ungeorganisationen Generation Shapers, der er støttet af PlanBørnefonden. Han har mistet sit hjem i de voldsomme oversvømmelser, efter massive regnmængder ramte det østafrikanske land i sidste uge. Tusindvis af huse er kollapset, og foreløbig har 118 mennesker mistet livet.
”Mit hus blev revet væk. Huset blev oversvømmet, og jeg mistede næsten alle mine ting. Men jeg er i sikkerhed,” siger han.
Calvin Shikuku og andre unge fra Generation Shapers kæmper mod vandmasserne og hjælper i disse dage med at evakuere, redde liv, bjærge lig og støtte forældreløse børn i området. Da den massive regn ramte i sidste uge, gik det stærkt. Calvin Shikuku var ude hele natten for at hjælpe med at evakuere i området. Dagene efter fandt de mennesker, der ikke var overlevet.
”Vi samlede døde kroppe op fra vandet. Jeg samlede en ung mand op. Selv dem, der prøver at hjælpe andre, drukner i vandet,” siger Calvin Shikuku. Han fortæller, at folk omkring ham er stærkt påvirket af situationen. ”Jeg talte med en af mine venner. Hans naboer blev revet med i vandet foran ham, og han kunne ikke trække dem op,” siger Calvin Shikuku.
PlanBørnefonden er til stede med langsigtet udviklingsarbejde og humanitære indsatser i Kenya og har netop sendt en million kroner til nødhjælp til de områder, der er ramt af oversvømmelserne.
PlanBørnefonden er i kontakt med berørte i Kenya. Kontakt presseafdelingen ved interesse i interview med øjenvidner eller vores danske eksperter.