03. april 2025
|PlanBørnefonden
PlanBørnefonden og C40 indgår klimapartnerskab med fokus på unge

Et nyt klimapartnerskab mellem PlanBørnefonden og C40 Cities skal gøre unge i Afrikas byer bedre i stand til at håndtere klimaforandringernes konsekvenser. Partnerskabet er støttet af Udenrigsministeriet.
I april sidste år blev Kenya og hovedstaden Nairobi ramt af ekstreme oversvømmelser. Hundredvis af mennesker mistede livet, og byernes slumområder blev særligt hårdt ramt, da vandet rev huse væk og ødelagde kritisk infrastruktur.
Det estimere, at 500 mio. mennesker bor i de afrikanske storbyer, og byernes slumområder mangler infrastruktur og finansiering til at håndtere klimakatastrofer som fx oversvømmelser.
Alligevel går kun 10% af den internationale klimafinansiering til lokalt forankrede projekter, og en endnu mindre del når de unge, der står på klimaforandringernes frontlinje.
Derfor går PlanBørnefonden og C40 sammen med UN-Habitat og Slumdwellers International (SDI) for at øge klimafinansiering til unges arbejde for at håndtere klimaforandringerne lokalt. De unge får blandt andet støtte til at udvikle og skalere grønne løsninger, der fremmer klimatilpasning og ruster lokalsamfundet til at håndtere klimakatastrofer. Samtidig støttes de unge i grønt iværksætteri, så de kan tjene penge på deres løsninger.
Unge i byerne skal nemlig i højere grad inddrages i lokale klimaløsninger og have adgang til klimafinansiering, siger Yvonne Aki-Sawyer, der er C40 Co-Chair og borgmester i Freetown i Sierra Leone:
"Unge mennesker er ikke kun fremtiden for klimaindsatsen – de leder den i dag. I byer over hele Afrika driver de innovative, lokalt baserede løsninger, der beskytter deres samfund mod de skadelige virkninger af klimakrisen. Alligevel modtager de kun en brøkdel af den finansiering, de har brug for og fortjener. Dette partnerskab handler om at ændre det – at sikre, at ungdomsledede klimainitiativer anerkendes, tildeles ressourcer og skaleres til reel effekt. Ved at arbejde sammen kan vi bygge bro mellem beslutningstagere og unge forandringsskabere og skabe mere retfærdige, modstandsdygtige og klimasikre byer for alle." siger Yvonne Aki-Sawyer.
Vi skal investere i unge, grønne iværksættere
Det er afgørende, at global klimafinansiering investeres i unge iværksættere og deres innovative løsninger, siger Dorthe Petersen, CEO i PlanBørnefonden:
”Vi skal investere i grønt iværksætteri og unges innovative forretningsløsninger. Når unge får mulighed for at tage aktiv del i den grønne økonomi, reducerer det både klimaforandringernes konsekvenser og giver samtidig de unge en indkomst og et bæredygtigt livsgrundlag. De unge har løsningerne og et kæmpe potentiale. Det kan det her partnerskab være med til at indfri,” siger Dorthe Petersen.
Det skal blandt andet ske gennem en ’Klima-accelerator’ (Youth Climate Action Accelerator). Her får unge adgang til midler, netværk og uddannelse til klimainitiativer i byens slum. Det skal gøre det lettere og mindre bureaukratisk for de unge at få finansiering. På den måde kan de hurtigt og effektivt skalere eksisterende løsninger og starte nye klimainitiativer og forretninger.











